- Når man ser alt vandet på markerne lige nu, kan man da godt få den tanke, om vedligeholdelsen af drænene er god nok, sagde sektordirektør for planter, Troels Toft, da årets Plantekongres åbnede i går tirsdag.

Han fastslog, at det er vigtigt, at drænene vedligeholdes, og at forsøg ved Tokkerup på Sjælland viser et udbyttetab på hele 31 procent ved manglende god dræning, trods ingen umiddelbare synlige problemer i afgrøden ved høst.

- Det er megavigtigt at få drænene vedligeholdt. Det seneste ekspertskøn er, at der på den høje jord drænes på under halvdelen af den jord, hvor der reelt er et behov. Samtidig betyder større og tungere maskiner udfordringer for vores gamle, øverligt liggende dræn, sagde Troels Toft og henviste til nye forsøg, der synliggør god drænings betydning.

Dybdegående forsøg

- Det er første gang siden 1950’erne, at der er blevet lavet forsøg og et så dybdegående arbejde på at kvantificere, hvad dårlig dræning egentlig betyder for udbyttet og for plantevæksten.

Alle forsøgene har ifølge plantedirektøren vist, at dårlig dræning medfører lavere udbytter, selv i 2018, der som de fleste husker, var et tørt år.

- I ingen af de syv år forsøget har varet, har der været synlige, visuelle tegn på udbyttetab i afgrøderne, trods tab helt op på 31 procent.

- Forsøget har ligeledes vist, at ekstra kvælstof ikke kan kompensere for dårlige drænsystemer. Det er da tankevækkende, lød det fra Troels Toft, der understregede, at vandet skal kunne komme væk fra vores marker.

Vigtige vedligeholdte vandløb

Når landet er ført væk fra markerne, er det vigtigt, at vandløbene også kan aflede vandet videre ud.

- Det betyder, at de skal vedligeholdes, og her er forskellen kommunerne imellem stor, sagde han.

Siden 1870 er nedbøren steget med 130 millimeter, og vandstanden er ifølge Geus stigende og er steget med cirka en meter i gennemsnit over hele landet.

- Vi venter stadig på en monitering af den næsten 40 år gamle vandløbslov, så de stigende vandmængder kan håndteres. Den gældende lov er fra 1982, og der var der ingen speciel fokus på klimaforandringerne. Det er vigtigt, at den nye lov giver hjemmel til at rydde op, hvis det er sådan, at kommunen har forsømt vedligeholdelse, sagde Troels Toft.

henriette@effektivtlandbrug.dk
telefon +45 40 21 97 57