V-politikere tilfredse med grøn trepartsaftale: - Vi har alle vundet

De to Venstre-politikere Asger Christensen og Erling Bonnesen er tilfredse over den grønne trepartsaftale, der blev annonceret mandag. Nu bliver opgaven at sikre en europæisk løsning, lyder det.

- Vi har alle vundet. Så enkelt kan det siges.

Sådan lyder udmeldingen fra Venstres landbrugs- og fødevareordfører, Erling Bonnesen, i en pressemeddelelse ovenpå mandagens offentliggørelse af den grønne trepartsaftale.

- Den politiske aftale om et Grønt Danmark fremtidssikrer rammevilkårene for den danske fødevareproduktion i mange år frem, så dansk landbrug udvikles og ikke afvikles. Dette sker blandt andet gennem større fokus på klimateknologier. Samtidig gøres der nu en indsats for at plante 250.000 ha ny dansk skov og udtage af kulstofrige lavbundsjorde, hvilket sikrer en forbedring af tilstanden i det danske vandmiljø, siger den fynske politiker.

- Aftalen er balanceret, så både landbruget og naturforeninger kan se sig selv i aftalen, og politisk er den bredt funderet med et stort flertal i Folketinget. Det er en af de største aftaler på landbrugsområdet i mange år, og det har kun været muligt at lande en så vigtig aftale, fordi Venstre tager ansvar, søger indflydelse og satte sig for bordenden. En stor aftale for både landbrug, miljø og klima. Godt for Danmark, tilføjer han.

- Giver stabilitet

Også hos partifællen og medlem af Europa-Parlamentet Asger Christensen er der begejstring at spore over aftalen.

- Det er rigtig godt, at der nu er landet en aftale. Det giver stabilitet og forudsigelighed. Det har vi brug for i en verden med krig på det europæiske kontinent, Trump i det Hvide Hus og uroligheder i Mellemøsten. Vi skal have klare og faste rammer for vores fødevareproduktion, så vi kan have øjnene på målet, nemlig vores fødevareforsyningssikkerhed, udtaler han.

Han er glad for, at aftalen nu er landet et sted, som han kan se sig selv i – både som landmand og politiker. Men han har fortsat bekymring omkring implementeringen, fremgår det af pressemeddelelsen:

- Implementeringen af den grønne trepart skal ikke sande til i bureaukrati. Vi skal være helt sikre på, at dele af aftalen ikke drukner mellem to stole eller skaber yderligere bureaukrati for produktionsdanmark. Systemer og styrelser bliver nødt til at kunne tale sammen. Derfor er jeg rigtig glad for, at man nu har oprettet et selvstændigt ministerium for implementeringen. Så har man samlet alt under én hat, fastslår han.

For ham er det vigtigt, at der kommer en europæisk løsning, så landmændene får lige konkurrencevilkår, og så det »for alvor gør en forskel for klimaet«:

- Det har topprioritet hos mig, at vi nu skal finde en europæisk løsning. For kun sådan sikrer vi lige konkurrencevilkår og europæisk fødevareforsyningssikkerhed. Men det kræver nok lidt mere end to kopper kaffe med den nye landbrugskommissær.

Læs mere om Den grønne trepart

Den grønne trepart er blevet enige om at pålægge en CO2-afgift på dansk landbrug. Derudover er der lagt op til en stor omlægning af det danske areal. Men hvad betyder det for landmændene?

Læs mere her

Læs også