Lokal trepartsaftale går over krav til kvælstofreduktion
Som den første lokale trepart er man i den lokale trepart for Smålandsfarvandet, der dækker Syd- og Vestsjælland samt øerne, blevet enige om en aftale for området.

Medlemmer i Den Lokale Trepart for Smålandsfarvandet har nu godkendt en plan for omlægning af arealer på Syd- og Vestsjælland og Øerne. Fællesfoto af deltagerne på mødet, som fandt sted på Grønnegades Kaserne i Næstved den 14. august. Foto: Fællessekretariatet for de lokale treparter for Sydsjælland, Øerne og Bornholm / Næstved Kommune.
I sidste uge blev man enige om den lokale trepartsaftale for Smålandsfarvandet. Den lokale trepart, hvor Landbrug & Fødevarer, Danmarks Naturfredningsforening, Naturstyrelsen og ti kommuner sidder med, har bemærkelsesværdigt godkendt en plan, der samlet set rækker ud over de nationale mål for at reducere kvælstofudledningen. Det oplyser treparten i en pressemeddelelse.
Planen, som parterne er blevet enige om, omfatter mere end 450 skitseprojekter samt yderligere 100 igangværende omlægningsprojekter. Tilsammen viser de et potentiale, der ikke blot lever op til, men overstiger de krav, staten har sat til området omkring Syd- og Vestsjælland og Øerne.
- Vi har været enige om at aflevere en robust og dynamisk omlægningsplan, der kan justeres undervejs. Derfor har vi tegnet alle velegnede arealer ind som skitseprojekter. På den måde er vi mere sikre på, at vi når i mål – også efter dialogen med lodsejere og de tekniske undersøgelser, siger trepartens forperson, Cathrine Riegels Gudbergsen (V), byrådsmedlem i Næstved.
Vi har været enige om at aflevere en robust og dynamisk omlægningsplan, der kan justeres undervejs. Derfor har vi tegnet alle velegnede arealer ind som skitseprojekter. På den måde er vi mere sikre på, at vi når i mål – også efter dialogen med lodsejere og de tekniske undersøgelser
Cathrine Riegels Gudbergsen (V)
Frivillighed er nøglen
Planen er en såkaldt potentialeplan, hvilket betyder, at den bygger på frivillighed og kompensation. Ingen lodsejere er tvunget til at gå med, selv om deres jord er indtegnet som et muligt projekt. Netop derfor har man lagt et større katalog frem end nødvendigt.
- Vi har villet sikre fremdrift, så vi kunne få godkendt planen og komme i gang. Nu kan vi åbne processen, og landmændene får et oplyst grundlag at forholde sig til. Inddragelsen af lodsejerne er helt afgørende, siger Sara Jul Sørensen, repræsentant i treparten for Landbrug & Fødevarer.
Hos Danmarks Naturfredningsforening kalder repræsentant Jan Woollhead godkendelsen for »en god begyndelse på et vigtigt og langstrakt samarbejde«.
- I år har vi primært fokuseret på kvælstof og lavbundsjorde. Næste skridt bliver skovrejsning og mere sammenhængende naturområder, hvor også grundvandsbeskyttelse kommer i spil.
Kommunerne går nu i gang med at kontakte de berørte lodsejere, flere via e-boks, inden planen offentliggøres.
Kommunerne skal på banen
Med enighed i treparten er det nu op til de ti kommunalbestyrelser omkring Smålandsfarvandet at principvedtage planen inden årets udgang.
Først derefter kan arbejdet med at undersøge og realisere projekterne i samarbejde med lodsejerne.
Hvis kommunerne siger ja, bliver Smålandsfarvandet det første område i Danmark, hvor en lokal trepart ikke blot har lagt en plan – men en plan, der rækker længere end de statslige krav.