Op til seks års fængsel: Regeringen vil skærpe straffen for vanrøgt af dyr
Regeringen ønsker at styrke dyrevelfærden i Danmark og lægger derfor op til at indsætte en ny bestemmelse i straffeloven, som vil hæve strafferammen for de groveste overtrædelser af dyrevelfærdslovgivningen med fængsel i op til seks år.

Forslaget vil blive fremsat for Folketinget i den kommende folketingssamling. Arkivfoto: Morten Ipsen
Som led i aftalen om dyrevelfærd 2024-2027 »Sammen om dyrene« blev det bl.a. besluttet, at der skulle foretages en undersøgelse af mulige strafskærpelser på dyrevelfærdsområdet.
I maj 2025 præsenterede regeringen et udspil om strafskærpelser på dyrevelfærdsområdet, der blandt andet omfattede en fordobling af straffen for grov uforsvarlig behandling af dyr.
Regeringen har nu besluttet også at indsætte en ny bestemmelse i straffeloven, som hæver strafferammen for de groveste overtrædelser af dyrevelfærdslovgivningen med fængsel i op til seks år. Det fremgår af en pressemeddelelse.
- Det er forkasteligt at udsætte dyr for mishandling. Ved at indsætte en bestemmelse i straffeloven, som hæver strafferammen for de groveste overtrædelser af dyrevelfærdslovgivningen med fængsel i op til seks år, sender vi et kraftigt signal om, at det ansvar, vi har for andre levende væsener, skal tages alvorligt. Det handler om respekt for liv. Herunder de liv, der ikke selv kan råbe op, siger justitsminister Peter Hummelgaard (S).
»Et markant tiltag«
Og spørger man minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, Jacob Jensen (V), er han godt tilfreds med det nye tiltag.
- Med Danmarks første dyrevelfærdsaftale tog vi et historisk skridt fremad. Nu følger vi op med endnu et markant tiltag, som understreger, at vi mener det alvorligt. Dyr skal behandles ordentligt. Så enkelt er det, udtaler han og tilføjer:
- Derfor glæder det mig, at vi nu kan bygge videre på de strafskærpelser, vi præsenterede kort før sommer, og får nogle stærkere redskaber til at sætte ind over for dem, der overtræder reglerne.
Regeringen forventer at fremsætte forslaget om udvidelse af strafferammen for de groveste overtrædelser af dyrevelfærdslovgivningen for Folketinget i den kommende folketingssamling.