Den 1. juni indvier Naturstyrelsen første etape af Højballe Skov øst for Egebjerg og Gedved tæt ved Horsens Fjord. Skoven er rejst på tidligere landbrugsarealer og er ifølge Naturstyrelsen den første statsskov i Danmark, der fra begyndelsen er etableret med det formål at udvikle sig til urørt skov. 

Projektet sker i regi af Den Grønne Trepart og skal både skabe mere natur, gavne biodiversiteten, binde CO2, reducere kvælstofudledningen til Horsens Fjord og beskytte drikkevandet i området.

Højballe Skov er samtidig placeret direkte oven på et vigtigt grundvandsområde. Dermed er skovrejsningen ikke kun et natur- og klimaprojekt, men også en langsigtet investering i rent drikkevand til borgere i Horsens Kommune.

I løbet af foråret er der plantet 141.460 træer på de første 160 hektar. Endnu 30 hektar plantes efter planen næste forår, og på sigt vil Højballe Skov dække et samlet område på knap 400 hektar.

Kan inspirere andre projekter

Vicedirektør Mads Jensen fra Naturstyrelsen glæder sig over, at projektet nu kan indvies.

- Det er skønt at se, at tankerne bag Den Grønne Trepart nu bliver til virkelighed i form af et stort sammenhængende skovområde ved Højballe, siger han.

Han peger samtidig på, at Højballe Skov bliver et demonstrationsprojekt for, hvordan man bedst etablerer ny skov med urørt skov som langsigtet mål.

- Hvordan giver vi naturen den bedst mulige start, så den kan udvikle sig til urørt skov med masser af dyre- og plantearter samtidig med, at vi får den hurtige klimaeffekt, vi har behov for? Det håber vi, at Højballe Skov kan være med til at gøre os klogere på, siger Mads Jensen.

Skoven er etableret i samarbejde mellem Naturstyrelsen, Horsens Kommune, Samn Forsyning ApS og Growing Trees Network. Træerne er leveret af Growing Trees Network og doneret af lokale virksomheder. For Horsens Kommune betyder projektet også, at borgerne får adgang til et nyt stort, bynært skov- og naturområde med stier, udsigtspunkter og nye muligheder for naturoplevelser.

Horsens-borgmester Peter Sørensen glæder sig over udsigten til flere hektar urørt skov i kommunen. Arkivfoto

Horsens-borgmester Peter Sørensen glæder sig over udsigten til flere hektar urørt skov i kommunen. Arkivfoto

Baseret på frivillige aftaler

Borgmester Peter Sørensen kalder det fantastisk, at kommunen får et nyt naturområde så tæt på byen.

- Det betyder, at rigtig mange borgere i og omkring Horsens kan få glæde af skoven i deres dagligdag. Derudover er det naturligvis også helt afgørende, at skoven beskytter drikkevandet i vores kommune, siger han.

Netop drikkevandsbeskyttelsen er en central årsag til, at Samn Forsyning og Horsens Vand A/S har været blandt drivkræfterne bag projektet. Andreas Boesen, bestyrelsesformand for Horsens Vand A/S og næstformand for Samn Forsyning ApS, betegner Højballe Skov som en langsigtet investering.

- Højballe Skov er et vigtigt projekt for os, fordi det både skaber mere natur og er med til at passe på vores drikkevand, siger han.

Højballe Skov er blevet til gennem frivillige aftaler med lodsejere, som har ønsket at sælge jord til skovrejsningsprojektet.

PolitikNaturDen grønne trepart