Tidligere minkavler Kristian Juul Nielsen fra Munkebo vil have skærpet kontrollen med udledning af urenset spildevand til åer, fjorde og havet.

Ifølge hans borgerforslag findes der omkring 20.000 udløbspunkter i Danmark. Cirka 4.000 ligger i kystkommunerne, mens de resterende 16.000 udleder til åer og vandløb. Overløbene tages i brug, når forsyningernes kapacitet ikke rækker under regnvejr.

Forslagsstilleren mener, at manglen på flowmålere betyder, at udledningernes reelle omfang og konsekvenser for vandmiljøet ikke er kendt.

- Vi mener det er på tide at vi alle får de »rigtige« tal på bordet, således at tingene bliver transparent for den enkelte borger, samt de pågældende myndigheder, står der blandt andet i borgerforslaget.

Forslaget kræver flowmålere med offentligt tilgængelige data på samtlige overløb. Derudover ønskes faste prøver fra autoriserede analysefirmaer, en »strafafgift« på urenset udledning og gyldige tilladelser til alle overløbsbygværker.

Politik