Heunicke afløser Wermelin som miljøminister

Danmarks nye miljøminister hedder Magnus Heunicke (S).

Miljøministeriet fik ny politisk chef torsdag. Således blev Magnus Heunicke udpeget til ny miljøminister. Han afløser sin socialdemokratiske partikollega, Lea Wermelin, der ikke længere er en del af regeringen.

Det oplyser Statsministeriet. 

Lea Wermelin var ellers en af de ministre, der sad hele sidste regeringsperiode, men med tre partier i regeringen havde flere analytikere spekuleret i, at hun ville miste sit ministerhverv, og det er altså det, der er sket. 

Magnus Heunicke glæder sig til sin nye ministerpost. Det fortalte han på vej ind til dronningen til DR Nyheder.

- Jeg er meget stolt og glad for de nye opgaver, der venter på mig i Miljøministeriet. Jeg glæder mig rigtig meget til at overtage det nye område, lød det fra Magnus Heunicke.

En populær S-minister

Magnus Heunicke har siddet i Folketinget siden 2005. Han har allerede haft en lang karriere som minister i flere forskellige ministerier. Med skiftet fra Lea Wermelin til Magnus Heunicke får Miljøministeriet samtidig en af de mest populære politikere i Danmark.

I en undersøgelse, som analyseinstituttet Epinion lavede for DR i august, var Heunicke Danmarks næstmest populære politiker, og i en måling lavet af Kantar Gallup for Berlingske i 2021 for regeringens minister var Heunicke den mest populære minister. Til sammenligning var Lea Wermalin blot nummer 19 på den samme liste.

Magnus Heunickes popularitet var også synlig ved valget den 1. november, hvor han trak 22.102 personlige stemmer hjem. Det var sjettebedst af alle kandidater ved Folketingsvalget. 

Landbrug & Fødevarer har benyttet Lea Wermelins fratræden til at sige tak for samarbejdet i løbet af de seneste tre år. 

Det hører dog med til historien, at tonen til tider har været bidsk mellem Lea Wermelin og landbruget, blandt andet på spørgsmål om udledning af næringsstoffer og naturtiltag. 

Den afgående miljøminister tog beslutningen om udskiftningen ved den nye regeringsdannelse med ophøjet ro, skriver hun i et opslag på Facebook.

- Jeg har selv været utroligt glad og stolt over at være minister for vores natur og miljø de sidste tre et halvt år, og det var stort at blive ringet op af statsministeren dengang, efter bare en enkelt periode i Folketinget. Også sjovere end det var i går aftes, fordi vi naturligt bliver færre fra Socialdemokratiet med tre partier i regering, lyder det fra Lea Wermelin.

 

 

Læs også