Fra årsskiftet trådte den nye landbrugsreform i kraft, hvilket medførte, at landbrugere nu kan ansøge om tilskudsordninger under den nye fælles landbrugspolitik.

Oprindeligt var det planen, at ansøgningsrunden skal starte den 1. februar og slutte den 14. april. Men det vil i realiteten betyde, at de samlet 50 hverdage, som fristen er på, vil være seks hverdage mindre, end hvad ansøgningsperioden var planlagt til i 2022. 

Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen (V) har lyttet til erhvervets bekymringer og har derfor besluttet, at landbrugerne nu får længere tid til at ansøge om landbrugsstøtte. Den nye ansøgningsfrist bliver derfor fredag den 21. april 2023. Ændringsfristen rykkes også og bliver tirsdag den 16. maj 2023. 

Selvom ansøgningsrunden forlænges, tilstræber Landbrugsstyrelsen fortsat at opfylde målet om, at mindst 90 procent af landbrugerne har fået årets udbetaling pr. 15. december 2023. 

Ministeren vil følge tæt med i, om IT-systemerne virker efter hensigten. For ministeren er det vigtigt, at det ikke går ud over landmændene og deres rådgivere, hvis der skulle opstå eventuelle IT-nedbrud undervejs.

Jacob Jensen udtaler:

- I sidste uge blev jeg bekendt med, at danske landbrugere oven på en ny landbrugsreform med nye tilskudsordninger samlet set ville få færre dage til at udarbejde og indsende deres ansøgninger om tilskud. Som ny minister for landbruget er det en af mine helt store kæpheste, at det skal være lettere at være landmand, og i dette tilfælde gjorde vi det vanskeligere. Derfor har jeg på baggrund af et ønske fra erhvervet besluttet at forlænge ansøgningsfristen med en uge, uden at vi samtidigt rykker på ambitionen om, at landbrugerne får årets udbetaling inden juleaften. Systemet skal være til for landmanden, ikke omvendt. 

Politik