Greenwashing-retssagen blev anlagt mod Danish Crown i 2021 af Klimabevægelsen i Danmark og Dansk Vegetarisk Forening. Danish Crown beskyldes for at have vildledt forbrugerne ved at bruge udtrykkene »dansk gris mere klimavenlig, end du tror« og »klimakontrolleret gris«.
Nu har Civilstyrelsen bevilget fri proces.
Det oplyser Dansk Vegetarisk Forening i en pressemeddelelse ifølge Ritzau.
- At vi nu har fået fri proces til sagen viser, at sagen er berettiget, fordi den er principiel, siger generalsekretær Rune-Christoffer Dragsdahl.
Fri proces indebærer, at det offentlige betaler retsafgiften og udgifterne til advokat. Desuden vil staten dække sagsomkostninger til modparten, hvis man taber sagen.
Danish Crown mener, at der er dækning for udtrykkene. Men i øvrigt er der nedlagt påstand om, at retten enten skal afvise sagen eller skride til frifindelse.
Sagen er blevet flyttet fra byretten i Randers til Vestre Landsret, fordi den anses for at være principiel.
Landbrug & Fødevarer og Dansk Industri har stillet sig bag slagterikoncernen. På den anden banehalvdel har Forbrugerrådet Tænk meldt sig.
1700 personer har besluttet at støtte retssagen økonomisk, og der er blevet indsamlet mere end 400.000 kroner, oplyser Dansk Vegetarisk Forening.
Retsmøderne i sagen finder sted i slutningen af november og i begyndelsen af december.