Fynske agrarøkonomer på studietur til stormens øje

På dagen for Svarer-udvalgets fremlæggelse, var der fuld af aktivitet på Christiansborg og Axelborg. To agrarøkonomer fra Dalum Landbrugsskole var på besøg begge steder for at se nærmere på det politiske arbejde og oplevede det hele på nærmeste hånd.

Sebastian Andersen og Morten Suhr Pilemand Hansen, begge agrarøkonomer, havde set frem til den 21. februar, hvor de skulle på studietur til det danske politiske centrum i København. Turen var en del af førstepræmien i Politisk Workshop 2023, hvor elever fra Dalum Landbrugsskole i oktober sidste år skulle indgå i et fiktivt politisk arbejde. Casen bestod i, at en andel af omdriftsarealet i en kommune skulle omlægges til natur.

Første stop var Christiansborg, hvor Erling Bonnesen tog imod gruppen, der udover de to agrarøkonomer også bestod af bestyrelsesmedlem i L&F Centrovice Mads West og formand Torben Povlsen.

Og der var aktivitet på de store gange på Christiansborg, der summede i optakten på det længe ventede pressemøde med Svarer-udvalget.

Midt i stormen

- Vi landede lige midt i stormen, og det var spændende at mærke den stemning, der var forud for pressemødet. Det er noget, der har stor betydning for landbruget og vores eget arbejde i fremtiden, så at se, hvor meget det fyldte på hele Christiansborg, var interessant, siger Sebastian Andersen, der samme med resten af gruppen efterfølgende mødtes med Socialdemokratiets fødevare- og landbrugsordfører, Ida Auken, i partiets eget grupperum.

- Vi talte selvfølgelig om landbrug. Grøn omstilling er Ida Aukens mærkesag, og det kunne vi godt mærke. Vi hørte hendes syn på omstillingen, og vi gav vores. Det var en god dialog, og hun lyttede til os og forholdt sig til vores synspunkter, siger Sebastian Andersen.

Herefter gik turen til Axelborg, hvor gruppen havde en snak med chefkonsulent Mikkel Vestby Jensen om generationsskifte, finansiering og det at være ung landmand.

Det politiske arbejde bag murene

Onsdag sluttede med middag og møde om Grøn Skattereform sammen med chefkonsulent ved L&F Anders Søgaard, Erling Bonnesen og Lars Chr. Lilleholt.

Torsdag den 22. februar tog gruppen igen til Axelborg, hvor Anders Søgaard introducerede gruppen for L&F’s organisation og arbejdsopgaver. Herefter fulgte et tæt oplægsprogram om EU’s landbrugspolitik i den kommende tid, L&F på den internationale handelsarena og den miljøpolitiske aganda.

Bagefter var det tid til at strække benene, hvor gruppen blev vist rundt i de mange afdelinger og fik præsenteret fagområderne på Axelborg, og hvad arbejdet bestod i hvert sted. Dagen sluttede med et oplæg fra direktør for PA og kommunikation ved L&F, Claus Horsted, om Svarer-udvalgets rapport, den grønne trepart og det politiske arbejde i foråret.

Ind bag kulissen

- Det var nogle spændende dage i København, og der var meget at lære. Det var især interessant at komme mere ind bag kulissen på Axelborg og opleve arbejdsgangen her. Man læser jo mest om arbejdet i medierne, så det er spændende at se arbejdet og processerne med egne øjne. Det er et stort organ Axelborg, og der er virkelig gang i den, lyder det fra Sebastian Andersen.

Vigtigt indblik

Studieturen var tilrettelagt med det formål at give de unge deltagere et indblik i det politiske arbejde, der foregår langt væk fra markerne og bedrifter ude i landet. Og ifølge bestyrelsesmedlem i L&F Centrovice, Mads West er det vigtigt at opleve.

- Det giver et godt indblik i de politiske processer, der foregår, og så giver det også mening, at man med egne øjne ser, hvad ens kontingent går til inde bag murene på Axelborg. Det er vigtigt, at den næste generation ser og forstår arbejdet. Det er noget, den nye generation skal forholde sig til, for det er her, at vi ude i landet kan være med til at sikre vores erhverv i fremtiden, lyder det fra Mads West.

Læs også