Til trods for, at ministeren tidligere havde udmeldt, at der ikke var noget odiøst i fremgangsmåden for udformning af de kommissioner, der skal udmåle erstatninger til tidligere minkavlere, er der nu ændringer på vej.
- Vi mener ikke, at der skal være en direkte repræsentation i kommissionerne, hvis man kommer fra erhvervet.
Sådan citerer DR Nyheder ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri, Jacob Jensen, i en artikel torsdag, hvori han fastslår, at det nu skal være forbi med minkavleres stemmeret i de forestående erstatningssager.
Det til trods for, at ministeren tidligere på måneden under et samråd afviste, at der var nogen anledning til bekymring ved minkavlernes rolle i erstatningssagerne:
- Reglerne for erstatnings- og taksationskommissionerne er i bekendtgørelsen skruet sådan sammen, at der skal være nogle medlemmer, der har kendskab til erhvervet. Det er kommissionsformændenes opgave i de enkelte sager at sikre, at medlemmerne er uafhængige og ikke inhabile, lød det fra fødevareminister Jacob Jensen.
Ministeren forsvarer minkkommissorier
Af artiklen fremgår det, at målet er at »styrke tilliden« til kommissionerne, der afgør erstatningerne til minkavlerne. Således skal minkavlere og personer med tilknytning til minkbranchen fortsat bidrage med viden til kommissionerne, men vil stå uden indflydelse på det endelige beløb, der udloddes til en given minkavler.
- Flere organisationer skal kunne spille ind med personer, siger Jacob Jensen i artiklen.