Har du en plan for vådområderne, Mogens?

Landmandsmøde med Mogens Jensen og Martin Merrild er en oplagt chance for at spørge ministeren om aktuelle politiske forhold, som påvirker landbrugets hverdag, pointerer bestyrelsesmedlem fra SLF.

Fødevareminister Mogens Jensen (S) indtager scenen på Agerskov Kro mandag den 3. februar.

Her stiller han op til et til et landmandsmøde arrangeret af en stribe af de sønderjyske landmandsorganisationer. Medvirkende er også Landbrug & Fødevarers formand, Martin Merrild.

- Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om der ligger en helt nødvendig og knivskarp projekt- og køreplan med indsatser, tidsplan, milepæle og ressourceallokering bag indsatsen. Eller om det hele blot er meldt ud fra Christiansborg uden tanke for, hvad der kræves af alle involverede parter for at gennemføre vådområdeindsatsen

Søren Laustsen, bestyrelsesmedlem i SLF

- Det er en oplagt chance for at spørge ministeren om aktuelle politiske forhold, som påvirker vores hverdag, siger bestyrelsesmedlem i SLF – Sønderjysk Landboforening, Søren Laustsen.

- Jeg vil spørge, om han nu har en klar plan, der kan sikre, at vådområdeindsatsen kommer op i omdrejninger, og at vi landmænd kan komme videre med at etablere minivådområder på vores bedrifter, fastslår Søren Laustsen forud for mødet i Agerskov.

 Uhyggeligt komplicerede

Landmanden understreger, at etableringen af vådområder med efterfølgende reduktion af kvælstofudvaskningen er en vigtig betingelse, for at planteavlerne kan fastholde de gødningsnormer, de fik i Landbrugspakken, og som er så afgørende for, at der kan produceres korn af høj kvalitet.

- Derfor er det rigtig ærgerligt, at vådområdeindsatsen er blevet så uhyggelig kompliceret organiseret, at mange forhold bremser processen. Egentlig er det måske forståeligt nok, når det er et komplekst samarbejde mellem Miljøministeriet, Landbrugsstyrelsen, kommunerne, landboorganisationerne og den enkelte lodsejer, der skal falde i hak for at processen ruller derudaf, pointerer Søren Laustsen.

- Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om der ligger en helt nødvendig og knivskarp projekt- og køreplan med indsatser, tidsplan, milepæle og ressourceallokering bag indsatsen. Eller om det hele blot er meldt ud fra Christiansborg uden tanke for, hvad der kræves af alle involverede parter for at gennemføre vådområdeindsatsen.

- Jeg håber, at ministeren kan give et positivt svar, så tingene komme op i omdrejninger fra nu af, siger Søren Laustsen fra SLF.

Mandagens program i Agerskov

Kl. 19.00 – Velkomst og efterfølgende indlæg ved fødevareminister Mogens Jensen. Indlægget følges op af debat                 

Kl. 20.00 – Kaffepause

Kl. 20.15 – Indlæg ved Martin Merrild og efterfølgende dialog

 

jll@effektivtlandbrug.dk
telefon +45 61 20 95 82

 

Læs også