Massiv interesse for økologi hos landmænd

Miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen glæder sig over, at stadig flere landmænd vil være økologer. Foreløbigt har omkring 1.000 landmænd i år søgt om at omlægge et område på størrelse med øen Mors til økologi, viser nye tal fra Landbrugsstyrelsen.

De seneste år er danske landmænds interesse for at omlægge til økologi steget, og udviklingen fortsætter med ekspresfart i 2018.  
Landmændene har i år søgt om at omlægge et landbrugsareal på størrelse med øen Mors fra konventionel drift til økologisk drift, viser nye tal.  

- Økologien buldrer lige nu af sted i Danmark, og danske butikker og supermarkeder har verdensrekord i salg af økologi. Jeg er glad for, at så mange landmænd har lyst til at følge med og omlægge til økologi. Det vil betyde et øget salg af dansk økologi i udlandet til gavn for Danmark og dansk velfærd, siger miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen. 

Omkring 1.000 landmænd har søgt om støtte til at omlægge til økologi eller til at udvide deres økologiske areal. I alt har danske landmænd søgt om økologisk arealstøtte til de nye arealer for 283 mio. kr. i 2018.  

Opgjort i areal er der i forårets ansøgningsrunde søgt økologisk arealstøtte til omkring 36.500 hektar. Selvom der er afsat midler til 33.600 hektar økologisk omlægning eller udvidelse i 2018, vil alle landmænd, der er berettiget til at få tilskuddet, få det. 

DF: Økologisk udvikling styrker beskæftigelsen

Dansk Folkeparti har været med til at sikre, at der er afsat midler til alle, der har søgt om støtte til økologisk omlægning. 
Fødevare- og landbrugsordfører Lise Bech, Dansk Folkeparti, siger: 

- Jeg er glad for, at vores dygtige landmænd er parate til at producere de varer, som de danske forbrugere efterspørger. Økologi er med til at skabe danske arbejdspladser, og en stærk fødevaresektor, der eksporterer kvalitetsfødevarer, er vigtig for hele Danmark. 

Den 21. april i år havde 1029 landmænd søgt om støtte til omlægning af knap 36.700 hektar, heraf har ca. 200 ansøgere endnu ikke søgt autorisation som økolog.

Læs også