Minister i praktik på mønsterlandbrug

Der blev vist frem og lyttet intenst, da fødevareminister Mogens Jensen (S), i går var i landbrugspraktik på økologisk mælkebedrift ved Ølgod i Sydvestjylland

Mogens Jensen fik en rundtur på ejendommen, hvor Jens Krogh fortalte om bedriften, der tæller 130 malkekøer. Et areal med efterafgrøder blev nærstuderet af Mogens Jensen og Jens Krogh.

- Jeg er her, fordi det er et økologisk mønsterlandbrug, lød det fra fødevareminister Mogens Jensen (S), der i går havde revet en hel arbejdsdag ud af kalenderen for at komme i landbrugspraktik på en moderne og banebrydende, økologisk mælkebedrift nær Ølgod.

Bedriften er Jens Kroghs, der ejer og driver den økologiske gård Kroghsminde, der foruden 130 malkekøer og 125 kalve også har eget biogasanlæg med produktion af strøm, der sammen med flere andre tiltag har gjort bedriften CO2-neutral.

Og Mogens Jensen lagde ikke skjul på, at Kroghminde repræsenterer den type landbrug, som han gerne så meget mere af.

- Landbruget skal bidrage til den grønne omstilling. Samtidig oplever vi stigende efterspørgsel efter økologiske varer. Økologi er tillige en god eksportvare, slog ministeren fast.

Ønsker flere små anlæg

Jens Krogh kunne fortælle ministeren, at biogasanlægget på gården modtager gylle fra 650 køer og producerer strøm, der svarer til forbruget i hele Ølgod og samtidig bidrager til affaldshåndteringen lokalt.

Samtidig er hans oplevelse, at det er svært at få lov til og finansiering bag udvidelser og endnu flere lignende gårdbiogasanlæg.

- Jeg synes, det er ærgerligt, at man derfor ikke kan bygge flere små gårdbiogasanlæg, lød Jens Kroghs budskab til Mogens Jensen.

Jens Krogh er udover at være økologisk mælkeproducent også formand for det økologiske mejeri, Naturmælk, ved Tinglev i Sønderjyllland.

john@landbrugsyd.dk
tlf.: 76 60 30 44

Læs også