Naturpakke udskudt et år

Miljøminister Lea Wermelin (S) har udskudt de ellers længe ventede drøftelser om en natur- og biodiversitetspakke til næste år. Fint, hvis det betyder, at tingene bliver gjort ordentligt, lyder det fra L&F’s viceformand Lone Andersen.

Selvom det flere gange har lydt fra miljøminister Lea Wermelin (S), at vi står midt i en naturkrise, så må den bebudede natur- og biodiversitetspakke vente et år. Det meldte ministeren ud mandag i en pressemeddelelse, som blev sendt ud i forbindelse med regeringens finanslovsforslag. Årsagen er corona.

I foråret aflyste miljøministeren et naturtopmøde i Vejle, hvor hele 105 aktører inklusiv partiernes miljøordførere var inviteret. Mødet skulle have spillet en vigtig rolle forud for de politiske forhandlinger om natur- og biodiversitetspakken. Naturtopmødet er nu planlagt til 2021.

- Vi har et ansvar for at bringe os klogt gennem Corona-krisen nu her. Det afspejler finanslovsforslaget, og der er brug for hårde prioriteter. Af samme grund er naturen en af vores prioriteter, men igangsættelsen af de politiske drøftelser om en samlet natur- og biodiversitetspakke rykkes til efteråret 2021.

- Jeg ser nu frem til at fortsætte dialogen med interessenterne om, hvordan vi bedst løfter naturen, og så gennemfører vi det planlagte naturtopmøde i det nye år, siger Lea Wermelin.

Ærgerligt, men forståeligt

Hos Landbrug & Fødevarer ærgrer viceformand Lone Andersen sig over, at pakken er udskudt. I forbindelse med vedtagelsen af sprøjte- og gødskningsforbuddet på §3-arealer har hun tidligere fremført, at det burde have været noget, som blev drøftet i en biodiversitetspakke i stedet.

- Jeg havde set frem til at få en god dialog med ministeren og andre interessenter omkring en indsats for natur- og biodiversiteten. I landbruget spiller vi jo en hel central rolle i den forbindelse. Vi kan bidrage til at finde nogle holdbare løsninger.

- Men det giver jo også rigtig god mening, at det bliver skubbet et år, så man kan få lavet en ordentlig inddragelse af interessenterne, siger Lone Andersen.

Hun fortæller, at hun håber, at det udskudte naturtopmøde kan blive gennemført i foråret 2021.

- Hellere få lavet sådan en pakke ordentligt end risikere at få lavet noget makværk. Det er jo nogle store, vigtige ting, der skal diskuteres, siger hun.

Over for Altinget lyder der fra regeringens støttepartier, De Radikale, Enhedslisten og SF, stor kritik af  miljøministerens beslutning om at udskyde pakken.

- Det er et udtryk for, at regeringen ikke prioriterer det grønne område, lyder det blandt andet fra Zenia Stampe, miljøordfører hos De Radikale.

Glæder sig over ambitioner

Hos Danmarks Naturfredningsforening er der fra præsident Maria Reumert Gjerding dog lidt mere forståelse for beslutningen. På Twitter skrev hun tirsdag formiddag:

- Vi glæder os ubeskriveligt til regeringens lovede naturpakke. Biodiversiteten har akut brug for en redningsplan. Ærgrer mig over forsinkelse, men glæder mig over, at regeringens ambitioner er intakte på trods af forsinkelse og dybt skuffende finanslov.

lasse@effektivtlandbrug.dk
telefon +45 61 22 67 35

Læs også