Regulativer for vandløb i høring
Kommuner er begyndt at sende nye vandløbsregulativer i høring. Det er en enestående chance for at få ændret uhensigtsmæssigheder, lyder det fra Agri Nord.

- Det er afgørende, at der er fokus på vandføringsevnen i de nye regulativer, siger Henrik Dalgaard Christensen, næstformand i Agri Nord.
Kommunernes nye vandløbsregulativer begynder nu at komme i høring. Regulativerne bestemmer blandt andet vandløbets skikkelse, herunder dybde og bredde, og hvordan det skal vedligeholdes.
Vesthimmerlands Kommune har netop besluttet at sende nye regulativer for deres vandløb i høring. Øvrige kommuner vil snart følge efter, og landmænd bør derfor, lyder det fra Agri Nord, være opmærksomme på, hvornår regulativerne for deres vandløb skal revideres.
- Hvis man ikke kommer med indsigelser, risikerer man at være bundet af et forkert regulativ i måske de næste 20 år. Det er vigtigt, at man holder sig til, for de her regulativer er så vigtige for, at vi kan få vandet væk, siger Henrik Dalgaard Christensen, der er næstformand i Agri Nord.
Agri Nord råder landmændene til at vurdere, hvad de nye regulativer betyder for vandføringsevnen på deres arealer og indsende høringssvar, hvis der er noget, der er uhensigtsmæssigt.
Nedbørsmængderne er stigende, og i kombination med større og større befæstede arealer giver det vanskeligheder mange steder.
Skal kunne komme væk
Agri Nord opfordrer til, at naboer langs et vandløb går sammen om screening og ikke mindst høringssvar.
- På den måde får vi det fulde overblik over hele strækningen, og står man sammen, står man meget stærkere, siger næstformanden.
Kommunernes vandløbsregulativer må i øvrigt ikke forveksles med selve vandløbsloven. Regulativerne er et retsligt bindende dokument, der kan betragtes som uddybning til Vandløbslovens almindelige bestemmelser. Når regulativerne er vedtaget, udgør de retsgrundlaget for den daglige administration af de enkelte offentlige vandløb.
Selve Vandløbsloven står også over for en ventet opdatering. Det ventes dog først at ske til efteråret næste år – på den anden side af et Folketingsvalg.