Styrelse opdager 10 år gammel regnefejl i centralt it-system
Miljøminister Lea Wermelin (S) har i sidste uge orienteret Miljø- og Fødevareudvalget om, at en 10 år gammel afrundingsfejl omkring ammoniakberegningsreglerne er blevet rettet i det system, som bruges til at søge om miljøgodkendelser til husdyrbrug. Konsekvenserne af fejlen er uklare.

Der har i formentlig 10 år været en fejl i afrunding omkring ammoniakspredning fra stalde og gødningsopbevaringsanlæg på Husdyrgodkendelse.dk. Fejlens konsekvenser bliver nu undersøgt.
En fejl, der kan have haft betydning for en del afgørelser om godkendelse af husdyrbrug, blev tirsdag i sidste uge opdaget af Miljøstyrelsen. Dagen efter blev fejlen rettet.
Sådan lyder det i en skriftlig orientering fra miljøminister Lea Wermelin (S) til medlemmerne af Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg.
Ministeren oplyser her, at Miljøstyrelsen opdagede fejlen ved eftersyn af ammoniakberegningsreglerne i husdyrgodkendelse.dk, som er det system, som bruges ved ansøgning om en miljøgodkendelse til et husdyrbrug. Fejlen er formentlig opstået helt tilbage i slutningen af 2010, lyder det.
- Miljøstyrelsen oplyser, at fejlen kun har betydet små ændringer i ammoniakberegningerne, og at beregning af ammoniakdeposition kun er én blandt flere faktorer, der tages stilling til ved godkendelse af husdyrbrug.
- Det kræver derfor en grundig analyse at vurdere, om fejlen har haft betydning for konkrete afgørelser, omfanget og eventuelle implikationer, lyder Lea Wermelins forklaring.
Gennemgang
Hun forklarer videre, at Miljøstyrelsen har lavet en handlingsplan for udredning af fejlens betydning.
- Der er igangsat en omfattende årsags- og konsekvensopsporing, som i første omgang vil fokusere på en datering af fejlen og en foreløbig juridisk vurdering af sagshåndteringen.
- Herefter vil der blive foretaget en gennemgang af de forskellige afgørelser for at opspore de sagsforløb, hvor fejlen kan have haft betydning for afgørelsen, lyder det fra ministeren.
Hun forklarer, at konkrete kommuner og ansøgere om miljøgodkendelser vil blive orienteret, når der foreligger tilstrækkeligt grundlag til at vurdere, hvor fejlen kan have haft betydning for afgørelsen.
Meget utrygt
Fra Landbrug & Fødevarer lyder det fra miljøchef Anette Christiansen, at det er overraskende at få at vide, at der har været fejl i systemet.
- Man er jo fuldstændig afhængig af, at det her system regner rigtigt, når man søger om en miljøgodkendelse. Derfor er det også noget overraskende, at sådan noget som det her kan ske, siger Anette Christiansen.
Systemet er så kompliceret, at man som udenforstående ikke har en jordisk chance for at opdage sådan en fejl, forklarer hun.
- På Skat.dk kan du jo gå ind og tjekke, om de her tal er lagt rigtigt sammen og så videre. Men det kan man ikke i den her meget, meget komplicerede beregningsmodel. Og den her fejl har tilsyneladende eksisteret meget længe. Ingen ved præcist hvor længe. Det synes jeg er utrygt, siger hun.
Følger sagen tæt
Betyder den her regnefejl, at der er nogle, der har fået en godkendelse, som de ikke skulle have haft, eller at der er nogle, der har fået afslag til en godkendelse, som de skulle have haft?
- Det ved vi ikke. Det tror jeg ikke, at der er nogen, der ved. Og det er jo også utrygt.
- Vi må bare håbe, at når de nu skal til at gennemgå en hel masse gamle godkendelser, hvilket jo også må være et kæmpe arbejde, at de så ikke finder noget.
- Vi håber da ikke, at de finder nogle, som har fået nogle skrappere krav, end hvad der havde været nødvendigt.
- Derudover så kan det heller ikke være rigtigt, hvis nogle landmænd pludselig efter den gennemgang bliver stillet ringere, end de er i dag. Vi taler altså om ammoniakregler, som i forvejen er megaskrappe. Altså det er i forvejen nogle virkelig restriktive regler, som vi har i Danmark, siger Anette Christiansen.
Hun lover, at Landbrug & Fødevarer vil følge sagen tæt den kommende tid.
Ser frem til orientering
I orienteringen til Miljø- og Fødevareudvalget lyder det fra miljøministeren, at hun til september vil kunne fortælle mere om fejlens konsekvenser. Fra Venstres landbrugsordfører, Erling Bonnesen, lyder det, at han ser frem til orienteringen i september om omfanget og konsekvenserne af fejlen.
- Godt, at fejlen er fundet og bliver rettet. Skidt, at fejlen tilsyneladende har kunnet være der så længe. Det er vigtigt, at der nu bliver fulgt hurtigt op, så de ramte besætningsejere hurtigt kan få klarhed over deres situation, siger han.
Sådan forklares regnefejl
På husdyrgodkendelse.dk orienterer man også kort om den regnefejl, der nu betyder, at Miljøstyrelsen er gået i gang med en gennemgang af gamle afgørelser om miljøgodkendelser til husdyrbrug.
Her lyder det:
- Ved opdateringen af husdyrgodkendelse.dk den 15. juli 2020 blev der rettet en afrundingsfejl i systemets beregning af ammoniakdeposition. Miljøstyrelsen har konstateret fejlen i forbindelse med et generelt eftersyn af husdyrgodkendelse.dk.
- Ammoniakspredning fra stalde og gødningsopbevaringsanlæg beliggende mellem 345 og 360 grader nord for naturpunkterne er på grund af den forkerte afrunding blevet korrigeret med vindfrekvensen for kilder beliggende mellem 315 og 345 grader i forhold til naturpunktet.
- Miljøstyrelsen vil derfor i den kommende tid gennemgå de skemaer, der er berørt matematisk af fejlen, for at finde dem, hvor det har givet sig udslag i resultatvisningen af depositionens størrelse på fanen Naturområder samt kontakte kommunerne og ansøgerne om skemaer, hvor fejlen måske kan have haft betydning for sagens afgørelse.
ege