Pressechef: Grov DR-fejl burde være rettet inden for et par timer
Det er ikke godt nok, at DR var flere dage om at komme med en berigtigelse på et nyhedsindslag på DR Ultra, hvor det blev hævdet over for de unge seere, at der er medicinrester i det svinekød, som de spiser.

Landbrug & Fødevarers pressechef Søren Andersen er ikke tilfreds med, at det tog tre døgn for DR Ultra at rette en alvorlig fejl i børnenyhedsprogram. - Her står vi i en situation, hvor de får at vide, at de kan blive syge, hvis de spiser spegepølsen i madpakken, siger han. Foto: Lasse Ege Pedersen
- Vidste du godt, at når dyrene får medicin, så får vi mennesker også noget af medicinen, når vi spiser kødet?
Sådan lød det torsdag i sidste uge fra den unge vært i DR’s Ultra Nyt, der et nyhedsprogram til børn. Udsagnet blev bragt i forbindelse med den for landbruget ellers positive nyhed om, at svineproducenterne har reduceret deres forbrug af antibiotika i år. I forbindelse med nyheden til børnene i Ultra Nyt blev det desuden hævdet, at mennesker kan udvikle resistens, når de spiser kød.
- For i kødet er der en lille smule medicin, som vores kroppe også vænner sig til, og så virker medicinen ikke, hvis vi bliver syge, lyder det i indslaget, hvor værten kort efter spørger en 11-årige pige om hvad hun tænker om, at der nu er mindre medicin i den hamburgerryg, som hun spiser.
Havde man fra Ultra Nyts side valgt at bruge blot få sekunder på at google medicinrester og svinekød, så havde man dog straks fundet ud af – som de fleste i landbrugskredse ved – at det er i ekstremt få tilfælde, at der findes overskridelser af grænseværdierne for medicinrester i fødevarer i Danmark. I 2017 fandt Fødevarestyrelsen kun overskridelser af grænseværdierne i 4 ud af 12.000 prøver.
Lagde sig fladt ned
Fra DR Ultras side lagde man sig da også fladt ned, efter at Landbrug & Fødevarer klagede over indslaget. Det skete, efter at en landmand havde gjort organisationen opmærksom på det. Det var dog først mandag formiddag, at man fra DR lagde sig ned, mens klagen var blevet indgivet fredag eftermiddag.
Effektivt Landbrug har set dokumentation på forløbet, og der var dialog mellem DR og Landbrug & Fødevarer hele weekenden.
Det fejlagtige indslag findes i dag stadigvæk på DR.dk, men er nu markeret med en tekst om, at det indeholder fejlagtige oplysninger. Mandag kom man i Ultra Nyt med en berigtigelse af de forkerte oplysninger.
Fra Landbrug & Fødevarer er man utilfreds med, at der skulle gå en hel weekend, før man kunne få den berigtigelse. I et nyhedsbrev til medlemmerne i denne uge tordner formand for Landbrug & Fødevarer, Martin Merrild blandt andet mod DR over, at det tager så lang tid at få rettet fejl, som det statslige medieselskab begår.
Den grove fejl i Ultra Nyt kommer endda oveni to andre fejl, som DR’s Nyhedsredaktion også begik i sidste uge i historier om landbrug. Det drejer sig om en fejl i en artikel på dr.dk om husdyr-MRSA og om fejl i en historie om de grise, der bliver aflivet på samlestederne, da de af Fødevarestyrelsen ikke bliver vurderet til at være transportegnede. Her fremgik det først fra DR, at grisene døde under den korte transport fra landmanden til samlestederne.
Fra Landbrug & Fødevarers pressechef Søren Andersen lyder det, at han mener, at når det kommer til eksemplet med Ultra Nyt, så burde fejlen være rettet inden for et par timer eller programmet i det mindste taget af, mens man fandt ud af, hvad der var op og ned i sagen.
- Vi kontakter DR fredag klokken 17, og de laver rettelsen mandag formiddag. Det synes jeg ikke er hurtigt, selvom der har været en weekend. Hvis det er omvendt, og Danmarks Radio ringer til os fredag klokken 17, så er det jo ikke sådan, at de stiller sig tilfredse, hvis vi siger, at det må vente til mandag, siger Søren Andersen, der fortsætter:
- Altså at have noget liggende, som er så faktuelt forkert henover tre døgn, det er lang tid. Jeg erkender, at jeg ikke kender DR Ultras seertal, men jeg formoder, at der har været børn, som har set det program i løbet af weekenden, siger han.
Men hvor hurtigt mener du, at de burde have reageret på jeres klage?
- Jeg synes dybest set, at de inden for få timer burde have gjort noget. Jeg ved godt, at man som medie ikke bare kan slette sin artikel hver gang, der en eller anden, der klager, men i det mindste kunne man da lige søge lidt om, hvorvidt der er substans i det som, der bliver klaget over. Og det mener vi jo, at der i den grad er, i det her tilfælde, siger han.
Han understreger, at han mener, at det er super godt, at DR laver et nyhedsprogram målrettet børn.
- Men her står vi i en situation, hvor de får at vide, at de kan blive syge, hvis de spiser spegepølsen i madpakken. Og selvom vi har fået rettelsen nu, så vil der være børn, der aldrig får set den, og de går nu og tror, at det er sådan det er. Det er et kæmpe problem, siger han.
DR: Der bør rettes med det samme
Effektivt Landbrug har spurgt Jesper Termansen, der er brugernes redaktør i DR, om hvad han mener om den aktuelle sag mellem DR Ultra og Landbrug & Fødevarer, og om han mener, at det er rimeligt, at der går en hel weekend, inden fejlen bliver rettet.
Jesper Termansen fortæller i en skriftlig kommentar, at han dog ikke vil kommentere på de enkelte sager, som Landbrug & Fødevarer har bragt op.
- Men hvis nogen kan påvise en alvorlig fejl – herunder Landbrug og Fødevarer – bør DR med det samme forholde sig til den. Det gælder i alle typer af sager, der klages over.
- Det betyder, at DR bør være i kontakt med klageren og få fundet ud af, hvad fejlen drejer sig om. Viser det sig, at der er grundlag for kritikken, bør det ved en alvorlig fejl beklages og rettes med det samme. Det er linjen i de vejledende regler for god presseskik og fremgår også af DR’s egne, etiske retningslinjer, lyder det fra Jesper Termansen.