I Porcus-gruppen »Fokus 35 Vital« viser de gang på gang, at teamwork og hårdt arbejde fører til topresultater. I sidste uge blev de bedste svinebesætninger i gruppen hædret.
I tirsdags afholdt Porcus Svinefagdyrlæger det traditionsrige stormøde for deres medlemmer i fokusgruppen »Fokus 35 Vital«, og godt 100 producenter og deres ansatte var samlet i lokalerne på Dalum Landbrugsskole.
Udover en række faglige indlæg blev årets produktionsresultater i gruppen også gennemgået, og de to svineproducenter, der resultatmæssigt ligger i top, blev hædret.
Porcusprisen 2018 tildeles den producent, der har opnået størst fremgang det seneste år. Det er en indsats, der både kræver hårdt arbejde, vindermentalitet og teamwork, blev det fremhævet ved mødet.
I år gik prisen til Per Skjellerup og hans team i besætningen på Hestehavegård ved Tommerup. Præmien er et gavekort til bowling for alle ansatte og ejer.
For Hestehavegård kunne dyrlæge Hans Bundgaard blandt andet nævne forbedringer indenfor antallet af levendefødte, der er steget med 1,9 styk. Antallet af fravænnede pr. fravænning er steget med 1,1 styk, og så er antal dødfødte pr. kuld faldet fra 1,8 til 1,7 styk.
Fremgangen ved antal fravænnede grise pr. fravænning har betydet, at besætningen har rykket sig fra at ligge på 28,8 fravænnede grise pr. årsso i perioden 1. marts - 31. maj 2017. Så ligger de i selvsamme periode i 2018 på 34,7 fravænnede grise pr. årsso.
Besætningen, der lige nu har den allerbedste produktivitet, blev naturligvis også hædret.
Prisen her gik til Mette og Anders Lundsgaard ved Søllinge ved Ringe. De seneste tre måneder har bedriften haft ikke mindre end 40,32 fravænnede grise pr. årsso.
Mere fra Porcus-mødet i næste uges LandbrugFyn