Landbopris gik til Niels Peter Ravnsborg
Direktør i Nordsjællands Landboforening og Agrovi, Niels Peter Ravnsborg, modtog årets landbopris motiveret med ord som ildsjæl, vellidt, inspirerende og fremsynet.

Årets modtager af Landboprisen blev direktør Niels Peter Ravnsborg, der her ses til højre. Prisen blev motiveret og overrakt af formand Lars Jonsson til venstre.
Direktør Niels Peter Ravnsborg blev modtager af Nordsjællands Landboforenings Landboprisen 2019.
Prisen blev overrakt ved foreningens generalforsamling og det var en såvel meget overrasket, men også synlig rørt, Niels Peter Ravnsborg, der først måtte høre motivationen og siden modtog prisen af formanden Lars Jonsson.
I sin pristale lod Lars Jonsson det tydeligt skinne igennem, at Niels Peter Ravnsborg er som en Duracell-kanin.
- Du har en energi, som gør det rigtig svært for os andre at følge med, og du er fuld af ideer. Du kaster mange bolde i luften, og rigtig mange af dem bliver rent faktisk til noget.
Videre fortalte formanden at direktøren er en ildsjæl, der er meget vellidt blandt kollegaer.
- Du vender tit tingene på hovedet og ser dem fra en anden vinkel, som blandt andet gør, at det er meget inspirerende at være sammen med dig. Og når man er sammen med dig, får man altid noget med hjem
Lars Jonsson fortalte også at der skal rigtig store bump på vejen for at stoppe prismodtageren.
- Det så vi ikke mindst i 2017, hvor du var igennem en meget smertelig kemokur, men alligevel troligt passede dit arbejde hver eneste dag, uanset hvor dårligt du havde det, for du havde besluttet, at det bare var et bump på vejen, der skulle overstås.
- Du har en vilje og evne til at se det positive i alt og til at finde gode løsninger, også selvom der er rigtig meget modvind på cykelstien. Du fortjener en kæmpe respekt.
Lars Jonsson sluttede med at fortælle at Niels Peter Ravnsborgs engagement og fremsynethed omkring rådgivningsvirksomheden Agrovi, og hvor der indtil videre er fire kontorer i Østdanmark og med næsten 100 ansatte, var medvirkende årsag til, at bestyrelsen havde fundet, at han fortjente Landboprisen 2019.
Tak
Niels Peter Ravnsborg kvitterede for prisen med et tusinde tak og føjede til:
- Jeg forstår nu bedre, hvorfor jeg ikke vidste, hvem der skule have prisen. Tusinde tak.