Den normale hverdag med at møde ind på kontoret, tage på markbesøg, samle erfagrupper med mindre end 10 deltagere og andre møder er igen ved at indfinde sig hos rådgivningsvirksomhederne, mens der i løbet af de kommende måneder formentlig bliver åbnet helt op for samfundet igen

Chefkonsulent hos LandboNords planterådgivning, Søren Greve Olesen, har dog ikke tænkt sig at spole tiden tilbage og fortsætte arbejdet helt som det var, inden coronavirussen satte verden i stå.

- Jeg har fundet ud af, at man godt kan lave rigtig meget landbrugsrådgivning via Skype, Teams og hvad programmerne ellers hedder, fortæller Søren Greve Olesen, der bestemt ikke var fremmed for onlinemøder, før marts måned satte ind, men alligevel har fået en ny tilgang til mulighederne under coronakrisen.

- Jeg har brugt Skype og Teams mange gange før, men aldrig i forbindelse med kunde/rådgiver-møder. Men det har faktisk vist sig at være en rigtig god løsning på mange områder, fortæller han.

- Det er gået overraskende godt med at få alle koblet op, og så har det givet mig muligheden for at holde en hel del møder mellem klokken otte og ti om aftenen, hvor jeg sammen med landmanden har fået rettet EU-ansøgninger til og kigget markplaner igennem. Det har fungeret godt for mig, og mit indtryk er også, at det har passet landmændene godt ikke at skulle sidde inde på kontoret i Brønderslev, mens en vognmand har været hjemme på gården for at læsse varer af. Der er mere ro på det tidspunkt.

Tast-Selv giver større problemer

Udover muligheden for at passe møder ind uden for sædvanlig kontortid, ser Søren Greve Olesen også muligheder i en fremtidig rådgivning, der ikke nødvendigvis kræver, at man først sætter sig bag rattet i bilen.

- Den digitale verden betyder jo, at man ikke nødvendigvis behøver at være så forhippet på, at man skal have sin rådgiver inden for en halv til en times kørsel. Det giver muligheden for rent geografisk at tænke på en ny måde. Det er ikke en mulighed, der først er opstået lige nu – Skype har jo trods alt eksisteret siden 2003 – men coronatiden har været en anledning til at få øjnene op for og afprøve det, konstaterer chefkonsulenten, der trods udsigten til flere digitale rådgivningsmøder i fremtiden, ikke har tænkt sig at droppe de fysiske møder helt.

- Digitale møder har sine fordele og giver noget fleksibilitet for rådgivningen, men man må heller ikke glemme relationen, man får ved at sidde sammen og snakke om tingene. Det er på de fysiske møder, man kan fornemme hinandens ansigtsudtryk. Blandt andet er det svært at fornemme, om folk virkelig har forstået, hvad man siger, når man sidder på hver sin side af en skærm, mener Søren Greve Olesen, der med et vellykket spring ud i den digitale rådgivningsverden ikke har set corona-nedlukningen som den største udfordring for LandboNords plantekonsulenter de seneste måneder.

- Det er ikke corona, men Tast-Selv-systemet, der heller ikke virkede ordentlig inden coronakrisen, der har givet os de største problemer, konstaterer han.