Landbrugsmaskiner må snart eskorteres over den nye Lillebæltsbro
Mens den gamle bro over Lillebælt er spærret, må der eskorteres landbrugsmaskiner over den nye Lillebæltsbro.
En konstruktiv dialog mellem DM&E, Sydøstsjællands Politi og Vejdirektoratet sørger nu for, at landbrugsmaskiner med en bredde på op til fire meter må eskorteres over Lillebæltsbroen.
I første omgang var der meldt ud, at langsomtkørende køretøjer skulle flyttes på blokvogn. Herefter at transporten op til en bredde af 3,3 m kunne foregå med følgebil.
Men efter en god dialog, hvor politiet og Vejdirektoratet har været lydhøre, er der nu altså løsnet op omkring de hidtidige restriktioner. Køretøjerne skal eskorteres over broen udenfor myldretiden i tidsrummet 20.00-05.00 i hverdagene med en lastbil med stødabsoberende enhed bagved.
Det stod klart efter et dialogmøde, at transport på blokvogne ville være for ufleksibelt i forhold til branchens behov og desuden ikke kunne rummes indenfor Vejdirektoratets budget.
Glad for konstruktiv dialog
Specielkonsulent i Vejdirektoratet, Shahriar Honar, er tilfreds med politiets afgørelse og glæder sig til samarbejdet med politiet og branchen angående det videre forløb.
- Vi har haft en god dialog med Sydøstjyllands- og Fyns Politi og har nu fundet frem til en både fleksibel og trafiksikker løsning for erhvervslivet med de langsomkørende køretøjer. Det er meget vigtigt for Vejdirektoratet at lytte til vores interessenter, og der er ingen tvivl om, at behovet for en hurtig og effektiv transport af de langsomkørende køretøjer mellem Fyn og Jylland er stort, siger Shahriar Honar i en pressemeddelelse.
Vejdirektoratet vil melde de nærmere praktiske rammer for eskorterne ud, inden renoveringen af den gamle Lillebæltsbro starter.
Selve renoveringen forventes at gå igang i starten af maj måned 2018, og det er planen, at den gamle Lillebæltsbro skal være spærret for vejtrafik i 20 uger i 2018 og 2019.