Stor interesse for specialuddannelse
Mange unge vil gerne have en læreplads hos Scantruck A/S og N.C. Nielsen A/S, der tilbyder et lærlingeforløb i begge virksomheder.

Anders Nielsen er en af de pt. 10 lærlinge, som uddanner sig til entreprenørmaskinmekaniker gennem et kombineret uddannelsesforløb hos Scantruck A/S og N.C. Nielsen A/S.
Hos Scantruck A/S, der importerer og forhandler en lang række af entreprenørmaskiner i Danmark og Sverige, får de jævnligt henvendelser fra unge mennesker, der ønsker at få en læreplads på værkstedet.
- Vi har pt. 10 lærlinge i fællesskab med vores søsterselskab N.C. Nielsen A/S, så lærlingene får en periode i begge virksomheder. Alle 10 er i gang med at uddanne sig til entreprenørmaskinmekaniker, og interessen for at komme med på holdet er stor. Vi får nye navne på ventelisten hele tiden, konstaterer Eskild Jensen, teknisk chef i Scantruck A/S.
Efterspurgte i mange brancher
N.C. Nielsen Gruppen, som ejer begge virksomheder, ansætter løbende elever på sine værksteder, som ligger i Skive, Ringsted og Balling. Uddannelsen kombineres med ophold på HEG i Aars. Ansøgere skal som minimum have gennemført GF1 (grundforløb) inden en ansættelse.
Alle, der ansøger, skal have to ugers praktik fordelt med en uge ved Scantruck og en uge ved N.C. Nielsen. Derefter udvælger virksomhederne i fællesskab de kandidater, de mener, passer bedst.
- Vi kan tilbyde dem en bred allround uddannelse, som gør dem attraktive i mange brancher. Blandt andet vindmøllebranchen. De er en mangelvare i branchen, og vi beholder gerne alle dem, vi kan efter endt uddannelse, siger Eskild Jensen.
Fokus og engagement
Han understreger, at det er en uddannelse, som kræver stort fokus og engagement.
- At blive entreprenørmaskinmekaniker er ikke verdens nemmeste uddannelse. Det tager fire år, og man skal kunne mange ting i form af el, hydraulik, elektronik med mere. Et moderne hydrauliksystem er meget avanceret og stiller store krav til den enkelte lærling. Samtidig skal de kunne udføre basalt mekanikerarbejde. Nogle er helt på bar bund, andre har snust til maskiner fra barnsben. Uanset deres udgangspunkt tager vi os godt af dem og klæder dem grundigt på til opgaverne, siger Eskild Jensen.
Praktikkerne, der ligger til grund for den endelige udvælgelse, bliver typisk afholdt i foråret og igen om efteråret.