Flere skove er på vej

Landbrugsstyrelsen har de seneste år mærket stor interesse for at rejse ny skov i Danmark, og tidligere på året gav styrelsen støtte til at etablere 420 nye skove. En af dem, der fik støtte til at plante skov, var landmand Palle Jørgensen fra Nørre Broby på Fyn. I maj måned plantede han to hektar egetræsskov på sin grund. Og det har han ikke fortrudt.

- Jeg er rigtig glad for min nye skov, da det tiltaler mig meget at være med til at skabe noget natur. Den er selvfølgelig meget lille lige nu, men det er herligt at se den vokse hver dag. Det er nok først en fuldvoksen skov om 30 år, men så håber jeg jo også, at flere generationer efter mig kan have glæde af den, siger Palle Jørgensen til Landbrugsstyrelsen.

Det er muligt at søge om tilskud til privat skovrejsning frem til og med den 30. september. Herefter vil Landbrugsstyrelsen fordele puljen, så man opnår den største miljøgevinst for pengene. Der er regionale forskelle på, hvor meget kvælstof der potentielt udledes til vandmiljøet, og ny skov i områder, hvor der er meget kvælstof, bliver prioriteret.

Læs også