Skovdyrkerne Øerne er netop blevet SBP-certificeret af det anerkendte, uvildige NEPCon, som på verdensplan foretager sådanne strikse revisioner inden for flere felter af miljø.

SBP står for Sustainable Biomass Program. Det er en standard, som sikrer og dokumenterer, at træ-biomasse som flis og træpiller produceres på en bæredygtig måde.

Den er ikke alene i overensstemmelse med dansk lovgivning, men også de yderligere krav, som danske flis-fyrede varmeværker indførte i 2016 for at sikre dokumentation for bæredygtig produktion af flis. Det er denne dokumentation, som SBP-certificeringen er en garant for. NEPCons kontrolbesøg foregik blandt andet på Bornholm.

- Vi opnåede for henved to år siden den første SBP-certificering, men en sådan skal – i lighed med for eksempel ISO-certificering – opdateres på årsbasis, og det er den nu blevet, fortæller forstkandidat i Skovdyrkerne Øerne, Rasmus Gregersen.

- Vi er, tilføjer han, naturligvis glade for, at vores måde at producere flis på endnu engang har fået det blå stempel af en af verdens skrappeste miljørevisioner.

Værdifuld dokumentation

Revisionen tager udgangspunkt i tre områder: Kontrol af om alle formalia er overholdt, kontrol af om der er styr på sporbarhed, herunder hvor det enkelte læs flis stammer fra, og endelig kontrol af om screeningen er i orden og om flisens lovlighed, samt om entreprenøren, der udfører det manuelle arbejde, er instrueret i at være påpasselig med sårbar natur og eventuelle fortidsminder.

Yderligere sikrer SBP-certificeringen, at flisen er oparbejdet lovligt, at der ikke er ødelagt værdifuld natur, og at flisen kan spores tilbage til den skov, den er oparbejdet i. Der bliver således for hver skovning udarbejdet dokumentation for, at standardens krav overholdes.

- Med et SBP-stempel i hånden har vi et værdifuldt grundlag for at afsætte skovejernes flis, samtidig med at vi kan dokumentere overfor omverdenen, at flisen fortsat er produceret med fokus på bæredygtighed, pointerer Rasmus Gregersen.