Svinepris i frit fald

- Lige nu kæmper vi for at få stabiliseret priserne, siger Mads Stougaard, der er markedsdirektør i Danish Crown, i forbindelse med et markant fald i svinenoteringen i næste uge.

Ferieperioden er ved at være slut i Europa, men lige nu er der fortsat ubalancer i markedet, lyder det fra Danish Crown i forbindelse med, at koncernen har meldt ud, at den i næste uge sætter både svine- og sonoteringen ned med 40 øre.

Dermed ligger svinenoteringen på 10,60 kroner pr. kg i uge 35, mens sonoteringen nu er nede på 7,10 kroner pr. kg.

- I den sidste del af ferieperioden blev priserne sat under pres, og noteringerne i stort set hele Europa er faldet betragteligt i den seneste måned. Det har helt naturligt også ført til fald i smågrisepriserne, så lige nu er der betydelig usikkerhed om, hvornår markedet finder en ny bund. Lige nu kæmper vi for at få stabiliseret priserne, siger Mads Stougaard, der er markedsdirektør i Danish Crown, i en kommentar til markedssituationen.

Lige nu er der betydelig usikkerhed om, hvornår markedet finder en ny bund

Mads Stougaard, markedsdirektør, Danish Crown

Store udsving i priser

Ifølge Danish Crown er der lige nu relativt store udsving i priserne på de forskellige delstykker og varegrupper. Det er imidlertid ikke unormalt for årstiden, fordi industrien så småt begynder at omlægge produktionen til efterårssortimentet.

- Vi arbejder usædvanligt todelt i øjeblikket. Aktiviteten på markederne udenfor Europa er fortsat stigende, men det tager længere tid at få ordrerne i hus end i Europa, hvor en stor del af handlen sker fra dag til dag. Når vi ser lidt længere frem, så er der mere og mere, der tyder på, at især vores traditionelle markeder i Sydøstasien vil styrke bredden i vores afsætning, siger Mads Stougaard.

Læs også