DanBred har et målebånd, der kan bruges som alternativ til at veje poltene.

Ifølge avlsselskabet bør polte løbes, når de vejer mellem 150-165 kg, hvilket er tydeligt markeret på målebåndet, der angives som et nemt og sikkert alternativ til decideret vejning af poltene.

- Målebåndet er testet af Seges og er særlig præcist i det vægtinterval, som vi ønsker, at polten har ved første løbning. Vi har uddelt mange målebånd det seneste år, og vi håber, at det er et værktøj, der finder sin faste plads på staldgangen, udtaler Henrik Henriksen, formidlingskonsulent hos DanBred i en artikel på avlsselskabets hjemmeside.

Alder er den næstbedste indikator 

Seges Innovation har på baggrund af data fra Seges Insight lavet en større analyse af 500.000 polteløbninger på tværs af 319 besætninger. Da alder og vægt ved første løbning hænger stærkt sammen, har man blandt andet undersøgt, om poltenes alder kunne være en indikator for søernes holdbarhed.

Resultaterne fra analysen viste, at en løbealder på 211-230 dage gav den laveste sandsynlighed for at soen blev udsat inden tredje faring. Analysen viste også, at hvis poltenes løbealder oversteg 230 dage, blev holdbarheden reduceret.

- De bedste resultater opnås, når besætningen udnytter de data, de har til rådighed. På den måde kan de optimere på selv de små parametre, fortæller Henrik Henriksen.

Hvis der ikke er mulighed for at veje eller bruge målebånd på poltene, anbefales det, at man kigger på poltenes alder ved løbning.

Kilde: Seges Innovation, notat nr. 2334.

Kilde: Seges Innovation, notat nr. 2334.

Styr poltens tilvækst med fasefodring

For at ramme den optimale vægt ved første løbning, skal der ifølge DanBred også være fokus på poltenes opvækst.

Avlsselskabet anbefaler, at poltenes daglige tilvækst styres med en kombination af restriktiv fodring og fasefodring. Anbefalingerne til fasefodring dækker poltenes behov i tre faser og sikrer en optimal vægt omkring 210-230 dage og den rigtige rygspæktykkelse hos polten.

Vægten og rygspæktykkelsen har større betydning end alderen ved første løbning, når vi taler om soens holdbarhed. Men når man følger anbefalingerne for fodring af polte, så kan alderen bruges som en god indikator for, hvornår poltene skal løbes.

Svin