Der er tegn på, at det i fremtiden vil give mening at bruge de proteiner, der udvindes hos Danish Marine Protein ved GreenLab Skive, til brug i konventionelle svinebesætninger.
Hjulene kører for fuld skrue hos Danish Marine Protein i Kåstrup uden for Skive, også kendt som Søstjernefabrikken. Og med tiden kan det marked, der kan have interesse i proteinerne fra marineproteinet, være på vej mod en udvidelse.
Proteinet og fedtet, der bliver fremstillet på fabrikken, er velkendt i økologisk brug som tilsætning til so- og smågrisefoder. Det reducerer behovet for importeret soja, og takket være en aminosyreprofil med høj fordøjelighed er det et elsket foderemne i mange rationer.
Og det er åbenlyse fordele, som også det konventionelle landbrug bør kunne nyde godt af i fremtiden, mener Torben Jensen, der er produktchef i Vestjyllands Andel, der ejer fabrikken.
Gode resultater
- Marineprotein og -fedt bør blive mere aktuelt inden for konventionelt sofoder i fremtiden. Med den genetiske udvikling på avl og reproduktion vil drægtige søer og deres fostre blandt andet have glæde af Omega 3-fedtsyrer, og værdien herfra kender vi jo også til fra vordende mødre og børn. Til diegivende søer vil marineproteinerne øge søernes appetit og afstemme kroppens behov for en alsidig fedtsyreprofil, forklarer Torben Jensen og fortsætter:
- Derfor har vi også – med succesfulde resultater til følge – afprøvet marineproteinerne i en række konventionelle besætninger. Generelt stræber vi efter at udnytte flest mulige restprodukter, hvilket andre brancher efterhånden også har fået øjnene op for. Eksempelvis viser fiskefoderindustrien interesse for vores marineprodukter, ligesom vi har et salg af fermenteret og tørret rejemel, der anvendes som glukosamin-erstatning til heste- og hundefoder.
Aftager restprodukter
I det hele taget har Vestjyllands Andel fået et større samarbejde op at stå med fiskeindustrien, hvilket blandt andet har betydet, at VA har aftaget store mængder restprodukter fra industrien.
- Vi opererer i øjeblikket med fiskeafskær fra konsumfisk, rejeskaller og ikke mindst søstjerner, der bliver forarbejdet til både økologisk og konventionelt grisefoder. Fiskeafskæret er fra bæredygtigt fiskeri, og fangsten af søstjerner er med til at afhjælpe de miljømæssige udfordringer i Limfjorden, samtidig med at det forbedrer vilkårene for muslingefiskerne. Så vi er på mange måder havnet på den grønne gren med vores marineproteiner, siger Torben Jensen.