Bedriftsbesøg fik opbakning fra nær og fjern
Hæve-sænke gulve, fermenteret foder og reduceret jordbehandling var blandt emnerne, da LandboNord inviterede til bedriftsbesøg på St. Vognsbæk ved Frederikshavn.

Kolleger fra både nær og fjern lagde vejen forbi Jonas og Danni Sørensens bedrift ved Frederikshavn. Foto: LandboNord
Der var nok at se på, da Jonas og Danni Sørensen sammen med LandboNord forleden havde inviteret til bedriftsbesøg på St. Vognsbæk ved Frederikshavn.
Her kunne deltagerne blandt andet høre faglige indlæg om hæve-sænke gulve, der mindsker dødeligheden i stalden, fermenteret foder til grisene, fordelene ved reduceret jordbehandling, optimering af vandkvaliteten samt management af hele gård-teamet.
En af de deltagere, som havde taget mod invitationen, var svineproducent Henrik Hald fra Thorshøj ved Østervrå. Da besøget sluttede med grillpølser og netværk, gjorde han status på dagen.
- Det har været rigtig interessant, og der var flere emner, jeg kan bruge til noget. Her er syn for sagen, der er styr på det, og så trænger jeg også til at komme ud at få nogle sociale arrangementer, for det har vi manglet i løbet af coronatiden, sagde Henrik Hald.
En af de ting, som Henrik tog med sig, var ideen om at gøre brug af reduceret jordbehandling. Et emne som også optog Steffan Ørvad, som både driver en maskinstation og 250 hektar planteavl ved Sæby.
- Det har været spændende at se, hvad der foregår heroppe. Blandt andet hvad de laver med reduceret jordbehandling – for det går vi mere ind på. Her kan vi spare tid ude i marken og effektivisere, fortalte Steffan Ørvad.
Landmand og direktør
Det var dog ikke alle, som havde taget turen fra lokalområdet. Karl Gade er til daglig ansat på en gård med 1.200 søer. Sammen med sine kollegaer, havde han taget turen til Nordjylland fra Odder.
- Vi kunne godt tænke os at komme op og se noget andet. Det har været rigtig spændende, og det lader til, at der er styr på det med nogle dygtige folk. Når det bliver så stort, som det er her, så er man ikke landmand på samme måde, som på et mindre sted. Man er mere direktør, og så er det vigtigt at have nogle gode rådgivere, der kan hjælpe en i mål med sine målsætninger, sagde Karl Gade.
Det var også en tilfreds arrangør, som gjorde status på bedriftsbesøget på St. Vognsbæk. Chefkonsulent i LandboNords PlanteRådgivning, Søren Greve Olesen, havde flere af sine rådgiver med til bedriftsbesøget.
- Det er noget helt andet at stå »on location« end det er at stå i et mødelokale og fortælle om den seneste viden i marken. Men når det er sagt, så er det også godt at kunne konstatere hvor god en opbakning der er fra nær og fjern, når vi nu igen kan samles, sagde Søren Greve Olesen.