Ejere: Tönnies fortsætter som familievirksomhed
Med en klar erklæring om, at tyske Tönnies har en fremtid som familievirksomhed, gør stor-aktionærerne i selskabet nu deres til at stoppe den senere tids rygter og spekulationer om, at virksomheden er på vej mod et salg.

Clemens Tönnies (billedet) ejer den ene halvdel af den tyske slagterikoncern sammen med Maximilian Tönnies, mens Robert Tönnies ejer den anden halvdel. Arkivfoto
Aktionærerne i familievirksomheden Tönnies – Robert Tönnies (50 procent) og Clemens og Maximilian Tönnies (50 procent) bidrager nu til at sætte en stopper for rygterne om, at selskabet er på vej mod et salg helt eller delvist ved at udsende en meddelelse om, at Tönnies har en fremtid som familievirksomhed.
De tre storaktionærer meddeler, at de har undersøgt mulighederne for den fremtidige udformning af ejerstrukturen. Og konklusionen er, at den nuværende ejerstruktur forbliver uændret, fordi det er præcis den rigtige til at fortsætte »årtiers vellykket arbejde«.
Aktionærerne er enige om, at Tönnies er unik på verdensplan som integreret fødevareproducent, og at værdien virksomheden løbende skal øges. I løbet af deres strategiske overvejelser har aktionærerne derfor enstemmigt fastlagt yderligere fokuspunkter for virksomhedens udvikling ud over udvidelsen af kerneforretningen i Tyskland.
Fokus på udvikling
I de kommende år vil fokus være på bæredygtighed, klimabeskyttelse og dyrevelfærd. Udvidelsen af nye forretningsområder som foder til hobbydyr eller plantebaserede kødalternativer vil spille en stadig vigtigere rolle. Tönnies er allerede markedsleder inden for den økologiske sektor. Dette segment skal løbende udvides, lyder det.










































