Tilskud til løse diegivende søer – Opfyldes kravene?
Den 18. oktober åbner ansøgningsperioden, hvor du kan søge tilskud til at bygge farestier til løse søer. Vil du blive ved med at være soholder i fremtiden, er det nu, du skal overveje at søge, siger Seges-forsker.

Til efteråret kan du søge tilskud til at bygge farestier til løse søer. Arkivfoto: Camilla Bønløkke
Er du soholder, og vil du også leve op til de fremtidige krav, der vil komme i produktionen af pattegrise, så er det værd at overveje stier til løse diegivende søer.
Nu er der nemlig en mulighed for at få del i tilskudsordningen, som Landbrugsstyrelsen udlodder til dansk griseproduktion. Det skriver Landbrug & Fødevarer Gris i et nyhedsbrev.
Ordningen er en del af det danske landdistriktsprogram og er finansieret af EU. Her er der en tildeling på 25 mio. kr. til at »Fremme dyrevelfærd ved omstilling til løsgående søer i farestalden«, som der står på Landbrugsstyrelsens hjemmeside.
- I ordningen er der opsat en række elementer, som skal være en del af farestien til løsgående søer. Det er derfor vigtigt allerede at begynde at kigge på, hvordan man kan opfylde bygningskravene, hvis man ønsker at få del i ordningen, lyder det i meddelelsen fra Vivi Aarestrup Moustsen, chefforsker, ph.d., i Seges Innovation

Kravene
Tilskudsgrundlaget er 4.000 kr. pr. kvadratmeter, som man kan søge 40 procent tilskud til i intervallet 6,0-7,2 kvadratmeter. Ansøgningsperioden åbner den 18. oktober og varer til den 10. januar 2023. Dernæst skal man have bygget staldene færdige inden slutningen af 2024.
Man kan læse mere om kravene på Landbrugsstyrelsens hjemmeside. Dog bemærkes det, at der er tale om et udkast, så der kan ske ændringer i høringsperioden, som forventes at være fra den 28. juli - 9. september 2022.
- Det er blevet mere aktuelt at bygge til løsdrift i farestalden. Blandt andet har man allerede i Tyskland valgt, at udfasning af diegivende søer i boks skal ske inden 2036, fortæller Vivi Aarestrup Moustsen.
Ud over Tyskland har lande som Sverige, Schweitz og Norge allerede udfaset brugen af boks i farestier.
Landbrug & Fødevarer Gris oplyser endvidere, at EU forventer at præsentere oplæg til ny velfærdslovgivning på området senest i løbet af 2023.