Antallet af landbrugsbedrifter i Danmark er faldende – og samtidig er den gennemsnitlige balancestørrelse stigende. Det er en ny virkelighed at navigere i for mange landmænd, og det kræver en klar strategi at holde sit landbrug opdateret og optimeret, når man nærmer sig tiden for videreførelse.

Det er en proces, smågriseproducent Stig Kristensen fra Geddebækholm ved Kjellerup er midt i. Den 55-årige landmand har en besætning på cirka 1.400 årssøer, sælger cirka 6.500 stk. 7 kg grise i Danmark samt eksport af cirka 37.000 stk. 30 kg grise – slagtegrise produceret er omkring 2.500 og der er egenproduktion af polte. Han driver samtidig 400 hektar.

- Jeg har gennem de senere år vidst, at jeg ikke ville fortsætte med at arbejde helt så meget, så jeg havde talt med min økonomirådgiver om, at jeg skulle til at se på, hvordan jeg kunne videreføre gården. Og så kom Peer Slipsager fra LandboSyd ind i billedet – og det har vist sig at være et godt match, fortæller Stig Kristensen.

Glidende generationsskifte

Stig Kristensen ser gerne, at landbruget kører videre – så en form for glidende generationsskifte vil være optimalt, som da Stig og hans bror selv overtog landbruget efter deres far.

Sammen med Peer Slipsager arbejder han med både kortsigtede og langsigtede mål. Kortsigtet handler det om, at få en person kørt i stilling til at kunne indtræde i en selskabskonstruktion sammen med Stig – at købe sig ind.

- De langsigtede planer er vi også godt i gang med. De handler om selve overdragelsen, siger han.

Lyttende strategirådgiver

Ifølge Stig Kristensen handler det om at starte tidligt med sin exit plan.

- Landbrug har jo ikke noget udløb; der skal altid produceres korn, mælk, æg eller hvad man nu producerer, og det anlæg skal drives videre og holdes up-to-date. Jeg ønsker bestemt ikke bare at køre det ned. Det er vigtigt for mig, og det er også den slags, ens strategirådgiver skal have fornemmelsen for, siger han og tilføjer:

- Det har Peer Slipsager været god til. Han er virkelig god til at lytte til, hvad vi ønsker – ikke hvad han tror, vi ønsker.

Samtidig mener han, at det en styrke, at Peer ved noget om handel og overdragelser af virksomheder til tredjemand.

- Han kommer med en anden baggrund end den landbrugsfaglige, og det, ser jeg, er en klar styrke. Han kommer udefra og kigger ind – og stiller de rette spørgsmål.

I gang med den rette plan

I strategiprocessen arbejder rådgiver og landmand sammen om at omsætte ønsker og tanker til papir. Her har strategirådgiveren fokus på at forklare, hvad landmandsparret skal gøre for at nå deres mål. Også her er det rådgiverens rolle at se helheden og samtidig have øje for de muligheder af ejerformer, der er.

- For mig er det indlysende, at jeg har en strategiplan. Det er jo ligesom, hvis man vil bygge et hus. Så laver man altså en plan, inden man går i gang, siger Stig Kristensen og tilføjer:

- Det er som sagt vigtigt at komme i gang i god tid. På den måde er jeg ikke presset på tid – i hvert fald ikke på grund af min alder. Vi skal jo erkende, at der kun er en vis portion sand i timeglasset. Jeg er i god tid – og i gang med den helt rette plan.

Geddebækholm

Landbruget Geddebækholm består af gårdene Geddebækholm, Hornskovgård og Mallinggård. Her er en besætning på cirka 1.400 årssøer, sælger cirka 6.500 stk. 7 kg grise i Danmark samt eksport af cirka 37.000 30 kg grise – slagtegrise produceret er cirka 2.500 og der er egenproduktion af polte. Han driver samtidig 400 hektar.

Der er 12 fastansatte.

Gården ejes af Stig Kristensen, der overtog sammen med sin bror i et glidende generationsskifte fra faren i 1993. I 2012 mister Stig sin bror.

Er gift med Lisbet og sammen har de tre voksne børn.

Svin