Hvordan opnår man klimaneutralitet i sin svineproduktion, og hvilke markedsperspektiver er der ved bæredygtighed?
Det kommer under luppen, når Danske Svineproducenter senere på måneden holder bæredygtighedsdebat i Fredericia.
- Store danske virksomheder, blandt andet Danish Crown, har valgt ”at gå klimavejen”, som de selv udtrykker det, men hvad vil det sige? Helt håndgribeligt indebærer det, at danske svineproducenter skal opfylde en række krav til produktion og dokumentation. Men bæredygtighed er også et moderigtigt ord, der bruges i flæng i mange forskellige sammenhænge, og det kan være svært at vide, hvad det egentlig betyder i landbrugsmæssig sammenhæng.
- Ydermere er den nye tendens ikke noget, der er vokset op fra landbrugets græsrødder men tvært imod noget, der kommer oppe fra landbrugets etablerede organisationer og andelsselskaber. En debat i landmandshøjde falder derfor på et tørt sted, og det er oplagt for os i Landsforeningen Danske Svineproducenter at tage hul på netop den debat.
Sådan lyder det fra formand for Danske Svineproducenter Kim Heiselberg forud for et debatmøde om bæredygtighed, som foreningen afholder mandag den 27. maj i Fredericia.
- Mødet er for alle svineproducenter, understreger Kim Heiselberg, som forklarer, at foreningen hermed har valgt en ny form for det, der tidligere var foreningens medlemsmøder.
- Vi vil gerne nå længere ud end til medlemmerne for at give alle svineproducenter information om dette meget vigtige emne, som vi tror, er kommet for at blive. Dermed får alle svineproducenterne muligheden for at deltage i debatten om det.
Ved debatmødet kan man bl.a. høre Steen Hildebrandt fortælle om FN’s verdensmål, Lars Albertsen, Danish Crown, fortælle om markedsperspektiverne ved bæredygtighed, og Tom Axelgaard, Goodvalley, fortælle om, hvordan man opnår klimaneutralitet i sin svineproduktion.
Man kan tilmelde sig online til arrangementet senest den 20. maj via Danske Svineproducenters hjemmeside.
Mødes afholdes i Messe C, som er arrangementspartner.