Claus Heisel, chefdyrlæge i LVK Svinedyrlægerne, er bekymret for, om Fødevarestyrelsens embedsdyrlæger på det seneste har strammet deres vurderinger af grises transportegnethed så meget, at raske svin bliver aflivet og destrueret i stedet for at blive brugt til mad.

- Vi hører fra landmændene og vognmændene, at der bliver afvist og skudt flere svin i dag på grund af manglende transportegnethed. Og i min verden virker det som om, at embedsdyrlægernes krav om aflivning i nogle tilfælde er baseret på meget milde skader på dyret – for eksempel meget begrænsede øresår, små brok, let halthed, m.m., hvor vi som besætningsdyrlæger vurderer, at dyret godt kunne have været sendt afsted, siger Claus Heisel.

- Vi vil gerne i dialog med Fødevarestyrelsen om, hvorfor der er flere tilfælde (med aflivninger, red.), når vi ikke ser, at dyrevelfærden er blevet ringere

Claus Heisel, chefdyrlæge, LVK Svinedyrlæger

Han undrer sig over, at dyr, som førhen kunne transporteres i en skånetransport, nu pludselig ikke længere accepteres af embedsdyrlægerne.

Samtidig hører Claus Heisel, at vognmændene og landmændene er begyndt at få mange flere indskærpelser og politianmeldelser fra Fødevarestyrelsens embedsdyrlæger end tidligere.

- Så vi vurderer, at der må være strammet op på vurderingen af transportegnethed. Og vi vil gerne i dialog med Fødevarestyrelsen om, hvorfor der er flere tilfælde (med aflivninger, red.), når vi ikke ser, at dyrevelfærden er blevet ringere i besætningerne, eller at de dyr, der bliver sendt afsted, er ringere end før. Tværtimod er landmændene endnu mere forsigtige nu, end de tidligere har været. Velfærden i besætningerne er god, og den bliver løbende endnu bedre.

Uholdbart

Claus Heisel mener, at situationen er uholdbar.

- Det er helt vanvittigt, at vurderingen af transportegnethed er skærpet så meget, at man skyder en stribe dyr, som vi dyrlæger vurderer sagtens ville kunne transporteres og slagtes, fordi de har meget små skavanker.

- Flere af vognmændene reagerer ved for det første at blive bange for at tage dyr med i det hele taget. For det andet har nogle af dem nu valgt at sige, at de ikke medtager dyr, hvor der er den mindste risiko for, at de kan blive erklæret uegnede til transport, når de er læsset af.

- Resultatet er, at vi oplever flere og flere grise, der bliver skudt ude i besætningerne i stedet for at blive slagtet.

Claus Heisel mener derudover, at embedsdyrlægernes vurdering er forskellig fra slagteri til slagteri. Det betyder, at dyrlægerne på nogle slagterier godkender slagtesvin, som på andre slagterier ville være blevet skudt.

- Vi praktiserende dyrlæger vil gerne i dialog med Fødevarestyrelsen omkring, hvad vi kan gøre for at få det her til at fungere. Der er brug for bedre kalibrering. Hvad kan slagtes, og hvad kan eksporteres ved 30 kg?

Frygter flere anmeldelser

Ifølge Claus Heisel strammede embedsdyrlægerne deres vurdering af slagtesvin og søer allerede for et års tid siden, mens vurderingen af smågrisene til eksport fra samlestaldene og direkte fra besætningerne tilsyneladende har været strammet op siden årsskiftet.

- Derfor frygter vi, at der nu kommer endnu flere indskærpelser og politianmeldelser.

Fødevarestyrelsens veterinærchef Per Henriksen udtalte i onsdags i Effektivt Landbrug, at de regler, der ligger til grund for embedsdyrlægernes vurdering af dyrenes transportegnethed, ikke er ændret.

Det er Claus Heisel enig i.

- Mig bekendt er der ikke kommet nye regler. Men vi har den oplevelse, at de bliver tolket strammere. Så selv om landmændene er meget omhyggelige med at prøve at finde ud af, hvilke dyr, de kan sende, og hvilke, de ikke kan sende, så ser vi alligevel, at der kommer flere sager på det.

Tag fotos

Er det din vurdering, at den skærpede praksis, som I mener, at der er, er i strid med EU-reglerne?

- Det kan jeg ikke vurdere. Men jeg kender det transportdirektiv, der ligger til grund for de danske regler. Og når man læser det, så virker det som om, at man har en meget, meget stram tolkning af reglerne her i Danmark.

- Og vi oplever som sagt flere og flere tilfælde, hvor der kommer sager og indskærpelser på nogle ting, som vi ikke før har set. Der er væsentligt flere på slagtesvin, slagtesøer, og nu også begyndende på smågrise til eksport.

Claus Heisel foreslår at embedsdyrlægerne og praktiserende dyrlæger tager billeder af gråzonetilfælde, og efterfølgende tager dialogen om, hvad der er ok, og hvad der ikke er ok.

Brev til minister

Desuden har en gruppe af praktiserende dyrlægepraksisser, der repræsenterer cirka 90 procent af sundhedsrådgivningerne på de danske svinebedrifter, skrevet et åbent brev til miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) for at gøre ham opmærksom på problemerne (Effektivt Landbrug 31. januar).

- Det er helt vanvittigt, at vurderingen af transportegnethed er skærpet så meget, at man skyder en stribe dyr, som vi dyrlæger vurderer sagtens ville kunne transporteres og slagtes

Claus Heisel, chefdyrlæge, LVK Svinedyrlæger

- Vi har brug for en dialog for at få en klar præcisering af, hvad der er på den ene side af stregen, og hvad der er på den anden side af stregen.  For det er også svært for vi dyrlæger at vurdere, hvis ikke vi har meget klare retningslinjer fra Fødevarestyrelsens side.

Claus Heisel tilføjer:

- Fødevarestyrelsen mener, at de har deres på det tørre med en stram vurdering. Og det er det, vi stiller spørgsmålstegn ved, uden at jeg kan gøre mig til juridisk dommer over det, for det har jeg ikke baggrund for.

- Vi kan bare se, at det har ændret sig voldsomt, og at der nu er en risiko for, at vi alle sammen tager det forsigtige standpunkt og skyder dyr, der rent faktisk kunne have været sendt til slagtning.

Uden for diskussion

Chefdyrlægen bakker op om, at reglerne skal overholdes.

- De dyr, der ikke er transportegnet, må selvfølgelig ikke transporteres, understreger han.

Svin