Marked: Tyske svinepriser står overfor markante stigninger
Der er stor efterspørgsel på smågrise i Tyskland, og derfor er der udsigt til markante prisstigninger, skriver Danske Svineproducenter.

Udbuddet på smågrisemarkedet er for tiden ikke tilstrækkeligt til at dække slagtesvineproducenternes efterspørgsel. I dag stiger den tyske Nord-West notering med en euro til 44,00, mens noteringen for 8-kilos grise er steget med 60 eurocent til 28,70.
Men der er yderligere markante prisstigninger i sigte i den nærmeste fremtid, skriver Danske Svineproducenter. Det samme gælder for det danske og hollandske marked, hvor smågrisepriserne er steget mellem 7 og 25 kroner i seneste uge.
Årsagen til, at prisopsvinget på smågrisemarkedet fortsætter, er selvfølgelig den markante prisstigning på det tyske slagtesvinemarked. I onsdags steg den tyske slagtesvinenotering med 7 cent (52 øre), og i fredags tydede internetbørsen under den tyske interesseorganisation ISN på, at markedet forventer en yderligere markant prisstigning i denne uge. For det første er udbuddet af slagteklare grise på det tyske marked markant lavere end sidste år, og for det andet vækker de statistiske oplysninger fra Kina forventninger om rekordpriser til sommer.
Mens slagtesvine- og smågrisemarkedet reagerer hurtigt på den nye markedssituation, er det vanskeligt for slagterierne at realisere prisstigninger i samme omfang på de internationale kødmarkeder. De store slagterier indrømmer, at der er god efterspørgsel fra Asien, specielt Kina, men henviser samtidigt til, at det europæiske kødmarked reagerer langsommere. Derfor vil det ikke være overraskende, hvis de store tyske slagterier pludselig er tvunget til at øge prispresset på slagtesvinemarkedet igen. Efter den signifikante prisstigning på det tyske slagtesvinemarked er vi i en situation, hvor grisemarkedet igen skal finde en ny balance.
Den tyske VEZG-smågrisenotering indikerer, at Nord-West noteringen sandsynligvis vil stige med 2,50 euro til 46,50 euro (384 kr. inkl. vægtregulering) på mandag.