Christian Nygaard Christensen, 27 år, og Mathias Broholm, 30 år, driver Nybroh ApS. En svineproduktion med 900 søer og salg af 7-kilos grise. Christian ejer staldbygningerne, som han selv og Mathias lejer. Men gutterne trækker ikke en eneste lønkrone ud til sig selv, da de har hver sit fuldtidsarbejde og produktionen passes af tre fuldtidsansatte.
Svinestaldene havde stået tomme i to år, da Christian Nygaard Christensen, købte ejendommen midt mellem Sindal, Jerup og Ravnshøj i udkanten af Tolne Skov i 2016.
Christian Nygaard Christensen tænkte dengang ikke på, at der skulle sættes grise ind i staldene. Han købte udelukkende ejendommen, fordi de 90 hektar jord, som hørte til, ville passe godt sammen med hans far ejendom.
- Det var Christians mulighed for at blive en del af sin fars ejendom, for Christian har aldrig haft noget med grise at gøre, fortæller Mathias Broholm, som også blev inviteret forbi landbrugsskolekammeratens nyerhvervede ejendom.
Bygningerne var for gode til at stå tomme
Alle, som så bygningerne, var enige om, at staldene, hvor halvdelen er fra 2008, næsten var for gode til bare at stå tomme og samtidig var en beliggende med seks kilometer i luftlinje til nærmeste svineejendom ønsketænkning for en svineproducent.
Alligevel sagde Mathias Broholm klart »nej« da Christian ringede og spurgte om ikke han ville leje bygningerne.
- Jeg havde nok andet, siger Mathias, som var – og stadig er driftsleder på sin fars svineejendom.
Men drømmen om at starte noget nyt, de gode bygninger og en fantastisk beliggenhed, fik Mathias til at tænke det hele igennem igen.
For kunne man finde en fornuftig finansiering og leje staldene til rimelige penge samtidig med, at han kunne passe sit arbejde på farens ejendom, var det et projekt, der var værd at gå ind i.
Begge lejer bygningerne
Konceptet stod hurtigt klar. Christian, som ejer bygningerne, skulle sammen med Mathias leje staldene.
- Det er en kæmpe fordel, at Christian ikke bare ejer, men også lejer staldene. Det gør at han også tænker langsigtet og vil ofre penge for at få et overskud ud i sidste ende, forklarer Mathias, som gik i gang med at finde medarbejdere, da konceptet skulle bygges op på, at det var medarbejderne alene, der skulle drive produktionen, da Mathias med karantæneregler ikke ville kunne være både i sin fars besætning og denne besætning. Og Christian ikke havde nogen interesse i at passe grisene.
Mathias ringede til Thomas Møller, som han kendte fra landbrugsskolen i Århus. Han var ved at færdiggøre sit studie som agrarøkonom og stod med det ene ben halvvejs i Ukraine, fordi han søgte en stilling, hvor han kunne have 100 procent ansvar for en besætning, som et springbræt til, at han en dag gerne vil overtage sin fars ejendom.
Staldene fyldes af indkøbte polte
Nybroh ApS blev en realitet midt i den historiske tørre sommer og Thomas Møller havde første arbejdsdag den 9. juli. Herefter er der yderligere ansat en medarbejder og den tredje og sidste starter inden længe – en person som primært skal arbejde i farestalden og være klar, når de første polte forventes at fare efter nytår.
Christian Nygaard Christensen og Mathias Broholm har valgt at staldene skal fyldes op af polte. De første 600 flyttede ind 12. august. Herefter kom 200 og yderligere 100 ventes inden længe.
- Det er i sig selv spændende at starte en helt ny besætning op fra bunden og se hvad det er for nogle dyr. Samtidig har priserne på polte været lave, hvilket har været en fordel for os. Så håber vi bare, at smågrisepriserne stiger bare en lille smule inden nytår – så kunne vi ikke ønske os en bedre start, fortæller Mathias.
Har investeret 5.000 kr. pr. årsso
For ham har drømmen om at starte noget nyt op og økonomi gået hånd i hånd.
- Jeg havde ikke lyst til at købe en ejendom med dyr, jord og maskiner og samtidig få en uoverskuelig gæld. Hvem ved, om vi skal producere grise i Danmark om ti år? Her kan vi stoppe i morgen og når vi har solgt dyrene, vil der ikke være meget gæld tilbage, forklarer Mathias Broholm, som fortæller, at den månedlige leje af staldene er væsentlig lavere end markedsprisen.
Projektet har kostet Christian Nygaard Christensen og Mathias Broholm en investering på cirka 5.000 kroner pr. årsso.
- Og det er med renoveringer af stalden, indkøb af dyr, foder og insemineringer, fortæller Mathias, som ikke mener, det er så afgørende, om projektet havde kostet en million fra eller til.
- Det er driften, der skal give penge, netop fordi det er et lejemål. Og gør den ikke det, kan vi stoppe igen, men så skulle vi også have regnet rigtig, rigtig meget forkert, smiler Mathias Broholm.