Nord-West noteringen er mandag steget med 1,00 euro til 34,50 euro, mens noteringen for 8-kilos grise er steget med 0,70 euro til 22,50 euro. Det oplyser Danske Svineproducenter.
 
Branchens positive forventninger til næste år smitter af på smågrisemarkedet. Efterspørgslen på smågrisemarkedet er stor, og omsætterne har ikke problemer med at afsætte smågrise for tiden. Tyske slagtesvineproducenter venter ikke længe med at bestille nye smågrise, da næsten alle europæiske smågrisenoteringer stiger. Smågrise bliver næppe billigere i den nærmeste fremtid, mener en tysk omsætter. 
 
I de første tre kvartaler har EU øget eksportmængden af svinekød med 0,8 procent i forhold til samme periode 2017. Samtidigt er eksportværdien imidlertid faldet med 8,2 procent. Disse tal afspejler årets problem på grisemarkedet: Prisniveauet på eksportmarkederne var ikke tilfredsstillende. Årsagen til det ligger i den hårde konkurrence fra USA, Brasilien og Canada. Da Danmark har en meget højere eksportandel end Tyskland, forklarer det også, hvorfor den danske notering ligger markant lavere end den tyske notering i år.
 
Den tyske VEZG-smågrisenotering indikerer, at Nord-West noteringen sandsynligvis vil stige med 1,00 euro til 35,50 euro (302 kr. inkl. vægtregulering) på mandag.
 
Svin