Der er brug for, at der kommer større fokus på indtjeningen på smågrise. For mens søerne og slagtesvinene rykker sig, er der tomgang på smågrisepriserne, og det skal der gøres noget ved.

Sådan lyder meldingen fra svinerådgiver Jakob Nielsen fra VKST. Sammen med sine kolleger i VKST Svinerådgivning lancerer han derfor nu et nyt koncept, der skal sætte fokus på at øge indtjeningen hos smågrisene. 

- I praksis har vi blot taget konceptet fra slagtesvinene og overført det til smågrisene, siger Jakob Nielsen, der hentyder til Produktionskoncept Slagtesvin, der har kørt over en årrække og givet gode resultater med faldende foderforbrug og øget tilvækst hos de deltagende besætninger.

Overfører koncept

- Smågrisestalde får ikke nok fokus, og de kan nogle steder være det glemte barn. Der er et stort økonomisk potentiale gemt i mange smågrisestalde. Og behovet for øget fokus på smågrise stiger kun i takt med, at søerne fravænner flere og flere grise, siger Jakob Nielsen og fortsætter:

- Søerne og slagtesvin får fokus og rykker sig rigtig meget lige nu, men smågrisene står stille, så derfor er der behov for fokus.

Han har derfor overført Produktionskoncept Slagtesvin på smågrisene, så der kan komme fokus på at optimere på smågrisene og overføre de gode resultater, man har set hos slagtesvinene. 

Lovende resultater

Konceptet med slagtesvinene har fungeret så godt indtil videre, at Jakob Nielsen kun er overbevist om, at det også vil have stor succes hos smågrisene.

– Alt er styret og kontrolleret, og du skal være klar på at skulle efterleve de krav, konceptet stiller. Det er samme krav for alle besætninger, og man skal være klar på at investere tid i det - klar til at investere tid i sine smågrise, siger Jakob Nielsen, der har opnået lovende resultater ved tests af det nye koncept sammen med VKST.

 

hka

Svin