Seges Svineproduktion sætter spot på fremtidens fodring, når de den 10. april inviterer til »Fodringsseminar« på Comwell Kolding.

Dagens fyldige program kommer også rundt om fodring af drægtige søer og smågrise og giver en status på arbejdet med fravænning uden medicinsk zink.

Se meget mere om program, pris og tilmelding via svineproduktion.dk.

Forebyg risikoen for vildfarne medarbejdere i staldanlægget

- Det kan lyde hårdt at skrive, men der er ikke mange af os, der kører mere end 10 kilometer væk uden at slå GPS’en til. Hvis du nu tager den viden med ind i stalden og ser på din nye medarbejder – ja, så er der jo ikke noget at sige til, at han ikke kan finde rundt i jeres anlæg.

Sådan lyder konklusionen fra svinebrugskonsulent Anders Andersen, LMO, i nyhedsbrevet Trynekontakten.

Konsulentens bud på nye medarbejderes udfordringer er derfor, at der udarbejdes et helt simpelt kort over stalden med info om, hvilke navne der er på de forskellige afdelinger.

- Så bliver det væsentligt nemmere for den nye medarbejder at finde rundt, påpeger Anders Andersen, der samtidig har et bud på en ekstra nyttig version af kortet:

- Hvis I vil fintune kortet med ventil/stinumre, bliver det igen nemmere for medarbejderne at give info retur til jer, og naturligvis fra jer til dem.

Seges ønsker en status på brugen zink

Seges Svineproduktion vil gerne tage en status på arbejdet med at udfase medicinsk zink i danske svinebesætninger. De opfordrer derfor besætningsejere til at bruge fem minutter på et par spørgsmål om status i netop din besætning.

Du finder spørgeskemaet via et link på svineproduktion.dk.

Data fra spørgeskemaet vil kun blive brugt i forbindelse med arbejdet i Seges Svineproduktions zinkberedskab, som blandt andet har til formål at undersøge mulighederne for alternativer til medicinsk zink.

Investering i ledelse betaler sig

- Det koster både at skifte medarbejdere og at beholde dem, der ikke passer ind. Så tænk dig om, før du vælger at fyre en medarbejder, eller en medarbejder siger op på grund af utilfredshed.

Sådan lyder advarslen fra Team Produktionsøkonomi hos SvineRådgivningen. I deres seneste nyhedsbrev peger de på en række punkter, der bør tages med, hvis der regnes på omkostningerne ved at skifte folk i stalden.

Før skiftet er der både de-motivering på medarbejderens egen indsats og den negative indvirkning på øvrigt personale. Under skiftet er der omkostninger til rekruttering, herunder egen tid og tilkøb, samt opsigelsesvarsel – skal medarbejderen blive eller fritstilles?

Efter skiftet er der oplæring af den nye medarbejder, tidsforbrug ved de andre ansatte. Indkøring og nedsat ansvar hos den nye medarbejder. Nedsat effektivitet og fejl under indkøring af den nye medarbejder

Ifølge SvineRådgivningen er der flere, der har regnet på, hvad det koster at skifte en medarbejder, og det ligger typisk mellem 80.000-300.000 kroner pr. gang. Det er derfor god personaleledelse at løse konflikter løbende og få gode ansatte udviklet og opgraderet, samt rettidigt at få skiftet de medarbejdere ud, der ikke passer ind.

Svin