Tulip fyrer 170 i England

Danish Crowns britiske datterselskab, Tulip Ltd. har valgt at fyre 170 medarbejdere på selskabets fabrik i Bodmin, Cornwall på grund af svigtende ordreindgange.

Produktionen på fabrikken i Bodmin har gennem længere tid været faldende og med tabet af en væsentlig kontrakt for nyligt, ser ledelsen i Tulip Ltd sig nødsaget til indstille 170 medarbejdere til afskedigelse.

Fabrikken i Bodmin producerer færdigstegt bacon og andre færdigtilberedte kødprodukter. Det er et forretningsområde med mange muligheder, men lige nu er det nødvendigt at tilpasse kapaciteten.
 
- Det er en træls situation for først og fremmest de berørte medarbejdere og deres familier. Rent forretningsmæssigt kommer tabet af denne kontrakt på tværs af genopretningsprocessen i Tulip Ltd, men vores britiske salgsorganisation har de seneste måneder indgået flere kontrakter på andre produkter til engelsk detailhandel.
 
- Det er dog en ringe trøst, både for de berørte medarbejdere og vores ejere, så vi har styrket salgsindsatsen yderligere for hurtigst muligt at vinde det tabte tilbage, siger Jais Valeur, administrerende direktør for Danish Crown.
 
I de kommende uger skal der forhandles med medarbejderne og de lokale myndigheder i et forsøg på at finde løsninger, der kan begrænse afskedigelserne.
 
Tulip Ltd har 16 fabrikker i Storbritannien og beskæftiger cirka 8.000 medarbejdere.
 
 

Læs også