Tyske smågrisepriser under pres?

Nord-West-noteringen er for 6. uge i træk uændret. Men de tyske svinepriser er under pres fra slagterierne.

For sjette uge i træk ligger Nord-West-noteringen på uændrede 64 euro, mens noteringen for 8-kilos grise også er uændret på 42 euro. Det oplyser Danske Svineproducenter. 

Men det er ikke nogen given ting. For mens Nord-West-noteringen fortsat er stabil, giver andre europæiske smågrisenoteringer allerede lidt efter. I torsdags faldt de danske puljenoteringer med 10 kroner og Porc-Exs smågrisenoteringer med 5 kroner.

Også i Holland faldt smågrisenoteringerne i den seneste uge igen, denne gang mellem 2,00 og 2,50 euro. I de seneste to uger er de hollandske smågrisenoteringer således allerede faldet med 3,00 til 4,50 euro. Det bekræfter formodningen om, at det er begyndelsen af den sæsonmæssige nedtur på smågrisemarkedet.
 
For at holde smågrisenoteringerne stabile, skal der komme nye prispositive impulser fra slagtesvinemarkedet. P.t. ser det imidlertid ud til, at også slagtesvinemarkedet kommer under pres. Ifølge den tyske interesseorganisation ISN er det tyske levendemarked i balance, og det forholdsvist lave udbud passer til slagteriernes efterspørgsel. 
 
Slagteriet Tönnies synes imidlertid, at slagtesvinenoteringen er for høj i forhold til situationen på kødmarkedet. Fillippinerne, Tysklands næststørste eksportland for grisekød, har lukket for import fra Tyskland i den seneste uge. Det resulterer selvfølgelig i nye udfordringer for de tyske slagterier om at opnå en tilfredsstillende pris på kødmarkedet.

Indtil nu er der heller ikke kommet prispositive impulser med hensyn til grillsæsonen i Tyskland. I foregående slagteuge faldt prisen på hele slagtekroppe således med 4 eurocent (30 øre). Derfor ville det ikke være en stor overraskelse, hvis de store, tyske slagterier er nødt til at øge prispresset på det tyske slagtesvinemarked igen i den nærmeste fremtid.
 
Den tyske VEZG-smågrisenotering indikerer dog, at Nord-West noteringen i næste uge vil være uændret 64,00 euro (514 kr. inkl. vægtregulering).

Læs også