For de producenter der selv transporterer grise mellem for eksempel aftager eller slagteri, gælder det, at der på vognen skal være monteret GPS, som løbende sender data til Seges. Det oplyser Svineproduktion.dk.
De svineproducenter der selv flytter dyr mellem egen bedrift og sælger/modtager af for eksempel slagtesvin eller smågrise, skal have GPS på vognen med grisene i. GPS’en skal løbende sende data til Seges.
Ifølge Svineproduktion.dk, er det et krav i Danish Produktstandard, og sker for at sikre, at der er fuld sporbarhed på alle grise, som transporteres i biler, der ikke er underlagt kravene fra Danish Transportstandard.
- Danish-godkendte transportører lever op til en række krav fra Danish Transportstandard, som sikrer, at risikoen for at sprede udefrakommende sygdomme i Danmark bliver minimeret. De griseproducenter, som selv kører grise til eller fra bedriften til eller fra andre besætninger, er ikke underlagt de samme retningslinjer. Men kravet om at have GPS installeret gælder altså også her, siger Asger Kjær Nielsen, kvalitetschef hos Seges.
Baltic Control Certification, som udsteder Danish-certifikater, følger op på, om producenten selv transporter grise mellem egne og andres CHR-numre og om der i så fald er GPS installeret i vognen. Eneste undtagelse er »Selvkørere«, som kun flytter dyr internt mellem egne besætninger og ikke passerer grænsen.
Hjælp til installation
Seges har lavet en quick-guide, der kan hjælpe producenterne med at opfylde kravet. Den fortæller i tre trin, hvordan man får fat i en leverandør, hvad man skal bede leverandøren om, og hvordan man sikrer sig, at GPS’en sender data som den skal.
- Vi håber ikke, det skaber for meget bøvl, og at de fleste producenter har forståelse for vigtigheden af, at alle grise og dermed flytninger skal være sporbare. Kun på den måde kan vi begrænse katastrofen, hvis vi eksempelvis får Afrikansk svinepest til landet, siger Asger Kjær Nielsen endvidere til Svineproduktion.dk.
Den lille Quick-guide kan hentes via Svineproduktion.dk og på Danish Produktstandards hjemmeside, hvor alt andet vedrørende Danish Produktstandard findes.
cab