Som L&F Svineproduktion tidligere har meldt ud, stiller landbruget fra årsskiftet skrappere krav til bæredygtigheden i den soja, der indkøbes i landbruget. Andelen af soja, der er bæredygtigt produceret, verificeret af tredje part og produceret uden afskovning til følge, vil langsomt blive trappet op for dansk landbrug som helhed.

Fra 2021 har landbruget forpligtet sig til, at mindst 20 procent af sojaen lever op til den ekstra bæredygtighed. For svineproduktionens vedkommende vil dette blive dokumenteret gennem Danish-ordningen. Det meddeler Svineproduktion.dk.

Sojakøb efter nye regler

For den enkelte svineproducent vil det ikke have en stor betydning, da det er foderstoffirmaerne, der har ansvaret for at indkøbe efter de nye regler. Men det er svineproducentens ansvar at bestille foder fra en leverandør, som står på positivlisten.

Ifølge Svineproduktion.dk vil foder indeholdende soja blive kontrolleret ved Danish-besøg for at sikre, at det foder, der bliver indkøbt af danske landmænd, lever op til brancheaftalen.

- Vi har lavet en løsning, hvor det er de enkelte producenter af foderstoffer, som køber soja ind efter de fælles brancheregler. Når Danish er på besøg for at udstede nyt certifikat, vil det blive kontrolleret, at leverandøren fremgår af den positivliste, vi vil føre i Danish-regi, og at de dermed har de nødvendige godkendelser, siger Christian Fink Hansen, sektordirektør i Seges Svineproduktion til Svineproduktion.dk.

Procedure

Rent praktisk kommer det til at foregå på den måde, at der ved Danish-besøg vil blive taget billeder af en eller flere indlægssedler fra produkter indeholdende soja. Efterfølgende kontrollerer Danish, om fodervirksomheden er på positivlisten i forhold til aftalen om verificering af ansvarlig soja.

Er leverandøren ikke på positivlisten, vil svineproducenten i første omgang få en bemærkning i forbindelse med Danish-besøget. Det betyder, at besætningen kan godkendes, og der skal rettes op på afvigelsen under eller umiddelbart efter besøget – i det her tilfælde, at man fremover vil sikre, at man køber soja eller produkter indeholdende soja fra leverandører, der er på positivlisten.

Ifølge Svineproduktion.dk kan gentagne svigt udløse krav om indsendelse af dokumentation for, at forholdene er bragt i orden.

Implementering

Markedet for verificeret soja er fortsat under udvikling. Indtil 2025 optrappes minimumsandelen af certificeret eller verificeret ansvarlig soja, som følger den europæiske foderfabrikantorganisation FEFAC’s guidelines med henblik på omstilling af forsyningskæderne.

- Det er en langvarig proces, hvilket er grunden til, at vi ikke implementerer reglerne fuldt ud fra 2021, men i stedet over en femårig periode, så markedet kan nå at følge med, siger Christian Fink Hansen.

Find mere information om Danish Produktstandard via Svineproduktion.dk.

cab

Fakta om de nye regler

● Svineproducenter skal sikre sig, at de bestiller foder fra fodervirksomheder, der er på positivlisten. Positivlisten kan findes på dps.svineproduktion.dk inden 1. januar

● Foderkontrakter, der indgås efter 1. januar 2021, skal leve op til aftalen. Det kan man gøre ved at indgå foderaftale med virksomheder, der fremgår af positivlisten

Kilde: Svineproduktion.dk

Aftale om indkøb af ansvarlig soja

● I perioden frem til 2025 er der sat konkrete delmål for landbrugets samlede sojaindkøb. De betyder, at minimumsandelen af certificeret eller verificeret ansvarlig soja optrappes (2021: 20 %, 2022: 40 %, 2023: 60 %, 2024 80 %, 2025: 100 %)

● Virksomheder, der leverer soja, eller produkter indeholdende soja, skal dokumentere, at de efterlever aftalen og den implementeringsplan, der er i aftalen (minimumsandelen af ansvarlig soja)

● Dansk Landbrug støtter FEFAC – den europæiske foderbranches arbejde med at styrke rammerne for ansvarlig soja. Derfor er FEFAC’s Soy Sourcing Guidlines også referencerammen for indkøb af ansvarlig soja. 

● Certificeringsorganet, pt. Baltic Control Certification (BCC), kontrollerer ved Danish-besøgene, om der er indkøbt soja, eller produkter indeholdende soja, og tager foto af en eller flere indlægssedler. Efterfølgende kontrollerer BCC, om virksomheden er på positivlisten

● Læs mere om aftalen hos Landbrug & Fødevarer på lf.dk/soja

 Kilde: Svineproduktion.dk

Svin