Den landsdækkende brancheforening, Danske Juletræer, er klar med en ny certificeringsordning.

Ordningen er et resultat af tiden, med et stort fokus på klima, miljø og biodiversitet og ligger et par lag ovenpå nuværende lovgivning. Lag som mange, især mindre producenter i forvejen allerede opfylder, eller ret enkelt kan komme til at opfylde.

- Certificeringsordningen er baseret på strenge statslige og kommunale regler suppleret med lokale hensyn til flora og fauna, hvor dyrkningen sker med størst mulig hensyntagen til miljø og biodiversitet, forklarer Claus Jerram Christensen, som er direktør i Danske Juletræer – en forening som henvender sig til omkring 2.500 virksomheder, der arbejder med juletræer og klippegrønt.

Blandt andet skal dyrkningen, hvis man er certificeret, foregå med et minimalt input af hjælpestoffer, som skal sikre et så lille klimaaftryk som overhovedet muligt.

Fremmer naturen

Ordningen dækker over en række områder, blandt andet »Biodiversitet og dyrkningslokalitet«.

Her stilles der blandt andet krav om skov, blomstrende spor, læhegn, urørt natur, insektbanker på ejendommen.

- Det er alt sammen tiltag som skal fremme naturen og biodiversiteten, forklarer Claus Jerram Christensen, som også mener, at det netop er kravet om mere natur, som er den største forskel fra det, producenterne kender i forvejen.

- Mange af de især mindre producenter opfylder i forvejen store dele af den nye certificering. Vi har sat barren højt, men det er ikke uopnåelige krav, forklarer direktøren.

Et minimum af hjælpestoffer

Der findes i dag en række certificeringer, blandet andet Global G.A.P og Økologi. Og ser man på økologi, er de danske producenter udfordret på, at der ikke gælder samme regler for Danmark som andre lande. Blandt andet kræver et dansk økologisk juletræ, at der er brugt økologiske frø eller økologiske udplantningsplanter, hvorimod landene omkring os kan omlægge et juletræ fra konventionel til økologisk på tre år.

Derfor ser direktøren også denne certificering som et alternativ til økologisk produktion. En certificering, som ifølge Claus Jerram Christensen, også er mere klimavenlig end den økologiske produktion.

- Her er et alternativ og en mulighed for stadig at må bruge et minimum af hjælpestoffer, siger juletræsdirektøren.

De første er certificerede

Ordningen er så ny, at der indtil nu kun er fire danske producenter, som er blevet certificeret, mens flere står i kø.

- Jeg forventer, at få hovedparten af producenterne med, hvis de vel og mærket lever op til kravene. Ordningen er lavet til producenterne, og derfor tror jeg også på, og kan også fornemme på den interesse, der allerede har været, at folk er positive overfor certificeringen, fortæller Claus Jerram Christensen.

Den landsdækkende brancheforenings største opgave er nu at få markedsført den nye certificering. Det sker for første gang på Langesømessen den 19. august, hvor de vil fortælle både producenter og aftagere om den nye certificeringsordning.