Kopp Sorø er med hele vejen rundt

De påtager sig mange spændende byggeopgaver hos Kopp Sorø, fortæller Michael Nygaard, der for nylig startede op som produktionschef i firmaet.

Det er blot et par måneder siden, Michael Nygaard blev produktionschef hos Kopp Sorø. Foto: Henning K. Andersen

Der har været gang i en omstrukturering hos Kopp Sorø. Virksomheden, der står for hovedentrepriser, også på store landejendomme, har nu afdelinger i Kalundborg, Slagelse og Sorø, og omstruktureringerne har blandt andet betydet, at den erfarne Michael Nygaard nu er produktionschef hos Kopp Sorø.

- Jeg har ansvaret for den overordnede produktion, altså at vi får lavet vores entrepriser. Desuden er jeg med til at vælge ud, hvilke opgaver, vi skal byde på, og sørge for, at de kommer igennem systemet, siger han til Landbrug Øst.

Hvor længe har du haft det job?

- Faktisk ikke så længe, for vi har lavet nogle omstruktureringer i foråret. Så på denne post har jeg kun siddet i to måneder. Men indtil da har jeg været projektleder i firmaet, og haft ansvaret for en anden afdeling, siger han.

Kopp Sorø favner bredt. Men landbrug betyder også en del i forhold til arbejdsopgaverne, fortæller Michael Nygaard.

- Landbrug har jo altid været en vigtig spiller. Vi er funderet i det vestsjællandske, og her er der jo masser af landbrug omkring os, så det er et kundesegment, der er mindst lige så vigtigt som så mange andre, siger han.

Og opgaverne er mangeartede, lyder det.

- Vi byder jo ind på det meste, kan man sige. Det gælder for eksempel maskinhaller, kontorbyggerier og så videre. Hvis en landmand skal have lavet kontor i en eksisterende bygning, eller noget andet, så er vi gode til det, siger Michael Nygaard.

Han tilføjer, at Kopp Sorø er stærke i segmentet for bevaringsværdige ejendomme, for eksempel herregårde, som man har stor knowhow omkring.

Parløb med myndigheder

Men det er ikke altid så ligetil at påtage sig den slags opgaver. Derfor er Michael Nygaard og kollegerne ofte i kontakt med Kulturstyrelsen, fortæller han.

- Hvis vi for eksempel skal skifte tag på et bevaringsværdigt hus, skal det laves efter nogle regler og retningslinjer, som vi så har en dialog med Kulturstyrelsen om, hvordan vi gør det, siger han og fortsætter:

- Som regel skal taget opgraderes en smule, fordi man går fra at have haft en tag- eller skifersten, som har ligget uden undertag og nu skal det laves med undertag. Det er de (Kulturstyrelsen, red.) opmærksomme på, men det giver nogle udfordringer, som skal håndteres i forhold til, hvordan man bevarer det gamle udtryk, men stadig laver en ny konstruktion i taget.

Altså at man har det nostalgiske element i bygningen, men samtidig fremtidssikrer det?

- Ja, at man opgraderer det, man arbejder med, så det samtidig er fremtidssikret. Og det har vi stor erfaring i, og det er som regel det, vi har en dialog med styrelsen om. Det plejer vi at gøre, og det plejer som regel også at lykkes, fortæller Michael Nygaard.

En central spiller

Der er tradition for, at Kopp Sorø kan byde ind på lidt af hvert. Som tilfældet er lige nu, fortæller produktionschefen.

- Vi er i gang med to projekter for tiden, hvor vi er et bindeled mellem rådgiver og bygherre, og ikke er bygherrerådgiver. Men der er vi med til byggemøder, og det vil sige, at vi er en central spiller om alle beslutninger, siger Michael Nygaard og fortsætter:

- Det betyder også at det ikke er til fast pris, men at det udvikler sig undervejs. Det har vi også stor erfaring med, og vi synes også at den slags opgaver er spændende. Vi har også de folk, der kan løfte den slags opgaver, både på den udførende del, men også i huset her, på byggelederdelen, hvor vi har folk, der er vant til at sidde med den slags projekter, siger han.

Der er 140 ansatte hos Kopp Sorø.

Læs også