Nyt kursus skal styrke kompetencerne i dansk fjerkræproduktion
Det nystartede Dalum Akademi, der er en del af Dalum Landbrugsskole, er klar med sit første kursustilbud »Introduktion til fjerkræproduktion«.

Det nystartede Dalum Akademi er en del af Dalum Landbrugsskole. Arkivfoto
Dalum Akademi i Odense lancerer nu sit første kursustilbud målrettet medarbejdere i fjerkræproduktionen. Kurset, »Introduktionskursus til fjerkræproduktion«, giver deltagerne et fagligt fundament inden for moderne fjerkræproduktion og kombinerer teori med praksisnære øvelser.
Kurset tager udgangspunkt i AMU-fagene Pasning og hold af husdyr samt Dyrevelfærdsloven og sætter fokus på centrale emner som dyrevelfærd, smittebeskyttelse, fodring, ventilation, lovgivning, ESG og datadrevet produktion.

Slagtekyllinger. Foto: Tenna Bang
Nyeste viden og konkrete erfaringer
Undervisningen varetages af dyrlæger, brancheeksperter og erfarne producenter, som deler den nyeste viden og konkrete erfaringer fra erhvervet. Deltagerne arbejder desuden med praktiske opgaver, hvor de blandt andet skal udarbejde foderplaner og identificere kritiske kontrolpunkter i produktionsforløb.
Målet er at styrke medarbejdernes faglige forståelse og deres evne til at træffe kvalificerede beslutninger i hverdagen. Dermed får virksomhederne medarbejdere, der i højere grad kan bidrage til optimering af produktionen, øget dyrevelfærd og en styrket drift.
Dalum Akademi er en del af Dalum Landbrugsskole.






































