I 2016 åbnede biogasanlægget Grøngas i Vrå i Nordjylland, og det har isoleret set været en succes. For biogasanlægget modtager så meget biomasse, at man er oppe på fuld produktionskapacitet. 

Men manglende kapacitet på det nationale forsyningsnet gør, at man ikke kan pumpe den overskydende energi ud i nettet. Det skriver TV2 Nord.

Og selv om de nationale energiselskaber Energinet og Avida arbejder på at udvide kapaciteten på nettet, er der ikke en løsning lige om hjørnet, erkender Peter Hodal, der er direktør for gastransmission i Energinet. Her vender man på de rigtige komponenter, som han siger det. 

- Når gassen skal fra det nordjyske gasnet og over i det nationale forsyningsnet, skal den først komprimeres under højt tryk. Derefter skal der fjernes et duftstof, og til sidst skal det vejes og behandles, så det er en kompliceret proces, men vi er igang, siger han.

Ikke en ny problematik

Efter udbruddet af krigen i Ukraine har mange virksomheder gået væk fra gas, og bruger i stedet olie. Og det øger overskuddet af gas. Det peger direktør hos Grøngas, Allan Olesen på. 

Han har svært ved at forstå, hvorfor der ikke for længst er fundet en løsning på kapacitetsudfordringen.

- Det siger jo sig selv, at hvis man melder ud, at gas bliver en mangelvare, og at nogle virksomheder kan risikere at få lukket gashanen, så skifter de virksomheder jo til olie. Når de skifter til olie, så vil der bliver overskud af gas. Præcis ligesom der ofte er om sommeren. Det er ikke nogen ny problematik, det her. Det er jo bare det samme, som vi oplever hver sommer, siger han til TV2 Nord.

Nye tal har vist, at de danske gaslagre er totalt fyldte.