Grisene på Kasper Dahl Andersens bedrift vest for Hobro skal have det bedst mulige foder fra gårdens 500 hektar. Et nyetableret tørreri har givet den ønskede effekt og ro i maven hos landmanden i et vådt høstår som i år.
At investere i eget tørreri er som at købe en forsikring.
Det vurderer 33-årige Kasper Dahl Andersen, der driver »Hvidagergaard« ved landsbyen Brøndum vest for Hobro i Nordjylland.
Den 33-årige landmand driver et landbrug med 500 hektar jord og 1.700 søer. Omkring 60.000 smågrise sælges ved 30-32 kg, mens en mindre del på 3.000 grise opfedes på bedriften.
- Mine grise skal have et godt foder. Derfor skal kornkvaliteten være den bedst mulige. Mit tørreri er en forsikring. For det giver ro i maven at vide, at vi stort set altid kan sikre kvaliteten af vores foderkorn, fordi vi har en tilstrækkelig tørringskapacitet, siger landmanden.
Stod stille første år
Kasper Dahl Andersen erkender, at man ikke altid ved, om man får brug for den forsikring, som hans nye gennemløbstørreri giver. Men det lever han fint med.
- Anlægget stod klar i høst 2018. Og der var det jo ikke ligefrem en god investering, smiler han med henvisning til den usædvanligt tørre sommer i 2018.
Men i år har tørreriet vist sig at være alle pengene værd.
- Vi kan høste en halv til en hel dag tidligere nu, end vi kunne uden tørreriet. Og selvom vi har fået meget regn her på egnen i høst, har vi ikke på noget tidspunkt følt os presset. Tørreriet giver den nødvendige ro, fordi jeg ved, at vi kan tørre op til 40 tons hvede ned med fire procent i timen.
- Så at køre ud og høste med 20 procent vand en gang imellem, det klarer vi, forklarer landmanden.
Varme tilføres gennem luftkanaler
Kasper Dahl Andersens anlæg er et 1990 Neco-anlæg, som han har købt gennem Almas Korn A/S i Aalestrup i Nordjylland.
Foruden tørreriet er der også kornrenseranlæg med i anlægget, der kører på gas. Selve tørringen klares af en 22 kW centrifugalblæser.
Ifølge producenten er det unikke ved netop denne type tørreri den måde, hvorpå den varme luft blæses ind i afgrøden gennem luftkanaler, der går hele vejen på tværs af tørresøjlen.
Teknikken bevirker, at alle kerner i tørresøjlen påvirkes med samme temperatur. Det betyder, at en potentiel overophedning i dele af tørrezonen undgås. Resultatet er en ensartet færdigvare.
Løntørring i høst
Den nordjyske landmand har i høst 2019 blandt andet hjulpet den lokale DLG-afdeling med at løntørre noget af afdelingens pladskorn.
Og han er ikke afvisende over for tanken om, at han også fremover kan hjælpe lokale grovvarefirmaer med at tørre afgrøder. Dels har han kapaciteten, og dels ligger han geografisk godt for opgaven.
Også Kasper Dahl Andersens bank synes hurtigt, at en investering i eget tørreri på Hvidagergaard var en god idé, fortæller gårdejeren.
- Banken, som er en lille lokalbank her i området, kunne hurtigt se idéen i investeringen. Så der var ingen problemer med finansieringen, slutter den unge landmand fra Brøndum.
jll@effektivtlandbrug.dk
telefon 63 38 25 48