StackView får nye trådløse funktioner. Opgraderingen kan både nye og eksisterende kunder få glæde af.
Nye funktioner på en ny mejetærskermodel komme sjældent tidligere kunder til gode, men er forbeholdt køberne af det nye grej.
Sådan er det ikke med de trådløse temperaturspyd fra firmaet Care4farm. Her har man nemlig valgt at opgradere sit trådløse temperaturspyd – StackView - med nye funktioner, som kommer alle kunder til gode.
- Det revolutionerende er, at alle kunder, nye som gamle, får glæde af de nye funktioner. Det er jo helt unikt, at man kan købe et produkt og efterfølgende få det opdateret med nye funktioner online, pointerer Niels Bjerre fra Care4farm, der altså med sit temperaturspyd synes at have lavet en pletskud i markedet, når det kommer til kundeservice.
Registrerer alle bevægelser
Den første og væsentligste af de nye funktioner er ifølge firmaet en bevægelsessensor i StackView-temperaturspyddene.
Bevægelsescensoren aktiveres på hjemmesiden med et klik. Når den er aktiveret, sender StackView straks en temperatur til landmandens mobil, tablet eller PC. Det samme gentager sig efter et kvarter senere.
- Det betyder, at man kan flytte spyddet fra et sted til et andet og måle temperaturen straks. Man skal ikke længere, som ved et gammeldags håndholdt termometer, vente på, at termometret akklimatiserer sig, forklarer Niels Bjerre.
StackView-temperaturspyddet dokumenterer også bevægelsen, der sker ved flytning, idet det fremgår af hjemmesiden, hvornår spyddet er flyttet. Herudover behøver man ikke vente på, at temperaturspyddet akklimatiseres det nye sted, hvor temperaturen ønskes målt, idet StackView automatisk sender temperaturen igen et kvarter senere.
Giv kunder adgang til data
- Den næste nye funktion er, at når man har oprettet en alarm på et spyd, kan med et klik kopiere alarmen til andre spyd. Hermed er man fri for at oprette enslydende alarmer for hvert enkelt spyd, forklarer Niels Bjerre.
Derudover er det muligt at give andre brugere adgang til temperaturdataene – enten udelukkende som læseadgang eller med adgang til at ændre i opsætningen.
- Denne funktion kan man benytte, hvis man ønsker at give en medarbejder eller køber af afgrøden adgang til temperaturen og dens udvikling over lagerperioden. Funktionen kan tidsbegrænses, så man f.eks. kun giver adgang de næste to uger.
jll@effektivtlandbrug.dk
telefon 63 38 25 48