Majs skal høstes grøn

Tørken og varmen fortsætter de næste par uger, og derfor er det nødvendigt at vurdere, om majsen overhovedet er i stand til at sætte kolber? Hvis svaret er nej, er det optimale at høste den grøn i starten af august. Hvis svaret er ja, er det sandsynligt, at den er høstklar i slutningen af august

Desværre ser det ud til, at uvandet majs på den lettere jord kan komme til at tage så meget skade af varmen og manglen på vand, at den bør høstes som grønmajs uden kolber.
- Det er meget ærgerligt og koster tabt udbytte.
- Men alternativet, nemlig at lade majsen stå, til den visner, er bare endnu værre, konstaterer Ken Brink fra KWS Scandinavia.
På den baggrund er det vigtigt at holde grundigt øje med markerne med majs for at få taget de rigtige beslutninger.

Kig efter støvfang på planterne
En majsplante vil næsten altid udvikle en hanblomst, der sidder helt oppe i toppen af planten.
- Men det er ikke sikkert, at den nede på stænglen har energi til at udvikle en eller flere hunblomster.
- Hunblomsten skal være der for, at planten kan danne en kolbe, forklarer Bjørn Lisbjerg fra KWS Scandinavia.
Man skal derfor se efter, om der begynder at komme hunblomster på majsplanterne. 
Hunblomsterne ses ved at holde øje med, om der kommer et støvfang frem mellem et blad og stænglen som vist på fotoet.

Tjek alle marker - også inde i marken
Det er ikke nok at stille sig op ude i kanten af marken for at se, om majsen er i stand til at danne hunblomster og dermed kolber med kernefyldning.
- Man er nødt til at komme ind i markerne for at inspicere dem grundigt.
- For det kan være, at det er bedre at høste markerne af flere gange alt efter, om der dannes kolber eller ikke. 
- Især hvis det er større marker, hvor planterne udvikler sig forskelligt afhængig af jordens bonitet.
- Hvor der ikke dannes kolber, skal majsen tages grøn, og hvor den udvikler kolber, skal den blive stående, påpeger Bjørn Lisbjerg.

Majshøsten falder tidligt i år
Hvis det er muligt at vande majsen, så den danner kolber, skal den blive stående til senere høst.
Eller hvis jorden er så god, at majsen klarer sig uden vanding og kan danne kolber, skal den selvfølgelig også have lov til at blive stående.
- Uanset hvad skal man nok indstille sig på, at de tidligste sorter bliver klar til ensilering i slutningen af august og i starten af september afhængig af lokalitet, pointerer Ken Brink.
Majsen må nemlig ikke få lov til at visne, før den høstes.
- Den skal være grøn, fremhæver Bjørn Lisbjerg.

Så rug eller westerwoldisk rajgræs
Med den forventede meget tidlige høst af majs og i en situation, hvor det gælder om at få skrabet mest muligt alternativt grovfoder sammen, kan det være en idé at så en anden afgrøde efter høst af majsen.
- Vores forslag er at så enten rug eller westerwoldisk rajgræs, hvis jorden har tilstrækkelig fugt til at få en fornuftig fremspiring.
- Det kan være efter vanding eller nedbør, som jo må komme på et tidspunkt, siger Ken Brink.
Begge afgrøder er meget hurtigtvoksende, når bare der er vand og varme nok. Dermed kan de også give et godt slæt til ensilering senere i år.

Få hjælp til at træffe beslutninger
Det er altid en god idé at sparre med andre, når vigtige beslutninger skal træffes.
- Vi foreslår, at man bruger sin lokale konsulent til at vejlede sig om det optimale, der kan gøres og i de kommende måneder, lyder rådet fra Bjørn Lisbjerg og Ken Brink. 
De foreslår også, at der kan bruges droner til at overflyve markerne for at se, hvordan de ser ud længere inde, hvor det ikke er så nemt at få et overblik.
 

Læs også